Pia Kjærsgaard tog turen til Taiwan – og pludselig havde Folketingets direktør den kinesiske ambassade i røret

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til den første kop ved kaffeautomaten.

 
Det er ikke første gang, Kina er utilfredse med Danmark. Se nogle eksempler i videoen her.

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.

Så er vi nået mere end halvvejs gennem ugen. Uanset om du ligger under dynen eller er på vej på job, er der ingen undskyldning for ikke at få din daglige nyhedsdosis. Vi opdaterer dig på, hvad der sker denne vinterferiemorgen, så du kan holde ferie eller – hvis du er mindre heldig – begynde arbejdsdagen med god samvittighed.

Nu til dagens nyheder.

1. Brist i op mod hver tredje mentalerklæring: Ordfører kalder det en skandale for retssikkerheden

Vi lægger ud her hos Berlingske, hvor vi i dag bringer historien om, at kvaliteten i mentalerklæringer af udviklingshæmmede er så dårlig, at der i årevis kan være blevet givet forkerte domme.

I Danmark er det nemlig besluttet, at kriminelle udviklingshæmmede som udgangspunkt ikke idømmes almindelig fængselsstraf. I stedet kan de blive dømt til for eksempel at afsone på en institution med socialpædagoger frem for et lukket fængsel med betjente. Men nu frygter Retslægerådet, at dømte har fået en straf på et forkert grundlag.

Ifølge en vurdering fra Retslægerådet burde op mod en tredjedel af mentalerklæringerne dumpe. Det betyder, at udviklingshæmmede, som ikke egner sig til fængselsstraf, risikerer at ende i et fængsel blandt almindelige kriminelle. Det modsatte kan også ske – at normaltbegavede kriminelle ender med at afsone blandt kriminelle udviklingshæmmede.

Det får SFs retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt til at kalde de fejlagtige vurderinger »en skandale« for retssikkerheden.

»Det er en skandale for både retsstaten og den enkelte, hvis folk i årevis har fået en dom på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag. Det her er en gruppe mennesker, som ikke selv kan råbe op. Jeg vil stille spørgsmål til ministeren om det her,« siger hun.

Du kan læse historien her.

2. Rungsted-lejere ville stifte en andelsboligforening: Så kom boligministerens Blackstone-aftale

Vi bliver hos Berlingske, hvor man også kan læse om en række lejere i Rungsted, der havde drømme om at stifte en andelsboligforening, i stedet for at deres ejendom blev solgt til en kapitalfond.

Lejerne så en mulighed i den såkaldte tilbudspligt i lejeloven til at stifte foreningen. Ifølge den skal lejere nemlig have mulighed for at købe ejendommen på samme vilkår for at omdanne den til en andelsforening.

Men da den såkaldte Blackstone-aftale trådte i kraft 30. januar, brast drømmen. Ingen banker ville finansiere købet som følge af den politiske uro og usikkerhed på andelsboligmarkedet, der er fulgt i kølvandet på aftalen. Lejerne havde ellers fået en aftale med Jyske Bank, men da Blackstone-aftalen kom, endte banken med at trække sig.

Nu fortsætter lejerne med at kæmpe for at få deres andelsboligforening stablet på benene, og derfor har de sendt et brev til boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Læs lejernes historie her.

3. Kina protesterede til Folketinget over Pia Kjærsgaard

I oktober kunne Berlingske fortælle, at Kina havde kontaktet Folketinget og klaget over Pia Kjærsgaard, og nu viser det sig, at der også har været en telefonsamtale mellem Folketingets direktør og den kinesiske ambassade i sagen.

Ifølge Jyllands-Posten blev der i samtalen mellem dem »udtrykt utilfredshed med, at man havde kunnet læse i taiwanske medier, at Pia Kjærsgaard under et besøg i Taiwan havde udtalt sig på en måde, som ambassaden fandt utilfredsstillende«.

Sagen bliver nu taget op i Folketingets Præsidium af Jens Rohde (R), oplyser han til Jyllands-Posten. Episoden skriver sig ind i en lang række af sager, der har vakt kinesernes mishag.

Blandt andet har Kina forlangt en undskyldning for en satiretegning i Jyllands-Posten af det kinesiske flag med coronavirusikoner i stedet for stjerner, ligesom Kina forsøgte at presse Københavns Kommune til at fjerne en skulptur, foran Christiansborg. Skulpturen af kunstneren Jens Galschiøt hylder demonstranterne i Hongkong,

Læs historien om Kinas utilfredshed med Kjærsgaard her

4. Skattestyrelsen gav forkerte oplysninger om udbytteforlig

Det var ikke sandt, da Skattestyrelsen for nylig erklærede, at Rigsrevisionen havde blåstemplet Skattestyrelsens forlig i udbyttesagen til 1,6 milliarder kroner som lovligt. Det slår Folketingets statsrevisorer og Rigsrevisionen nu fast, skriver Politiken og TV 2.

Rigsrevisionen har slet ikke taget stilling til lovligheden af forliget med amerikanske bagmænd. Det fremgår af et skriftligt svar til begge medier.

Spørgsmålet, om forliget var lovligt eller ej, er vigtigt, fordi en del af forliget – at bagmænd i USA kan fratrække en bøde på 110 millioner kroner for groft bedrageri mod Danmark – ifølge eksperter er ulovlig.

Forliget på 1,6 milliarder kroner blev præsenteret i slutningen af valgkampen i maj 2019 af daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V). Senere kunne TV 2 og Politiken fortælle, at forliget var indgået med en gruppe bagmænd baseret i New York, der lever et liv i ekstrem luksus.

5. Australsk brand er slukket efter 210 dages rasen

En brand på den australske østkyst er blevet slukket efter 210 dage. Branden med navnet Lindfield Park Road Fire i kystbyen Port Macquaire nord for Sydney har raseret siden 18. juli sidste år. Den omkring ni kvadratkilometer store brand blev slukket, efter at rekordstore mængder regn i delstaten New South Wales (NSW), hvor 260 millimeter regn er faldet de seneste par dage.

25 brande er stadig i gang i delstaten – fire er ude af kontrol. Myndighederne forventer dog, at delstaten er fuldstændig brandfri, inden ugen er omme.

De voldsomme brande, der har hærget Australien det seneste halve år, har hidtil kostet 33 personer livet. Det vurderes, at omkring en milliard vilde dyr er omkommet i flammerne siden september.

DET SKER I DAG:

Strasbourg: Sundhedsministre i EU holder møde om coronavirus

Coronavirus er på dagsordenen i EU i dag, hvor EU-landenes sundhedsministre samles i Strasbourg til et ekstraordinært møde. Her skal EU-landene koordinere en fælles indsats mod coronavirussen, der nu er begyndt at sprede sig til hele verden. Også sundhedsminister Magnus Heunicke deltager til mødet.

København: Landsret afsiger dom i PETs sag mod Politiken

Så til den meget omtalte »Syv år for PET«-sag. Tilbage i oktober 2016 overtrådte Politiken et forbud mod at offentliggøre oplysninger fra tidligere PET-chef Jakob Scharfs bog, »Syv år for PET«.

I dag afsiger Østre Landsret dom i den private straffesag, som er anlagt af Politiets Efterretningstjeneste. JP/Politikens Hus og chefredaktør Christian Jensen kræves straffet for at have overtrådt dommerens forbud. Københavns Byret idømte sidste år JP/Politikens hus en bøde på 100.000 kr., og Christian Jensen en bøde på 50.000 kr., men PET ankede dommen.

Berlingske har tidligere skrevet om sagen, og du kan læse det sidste her.

Fængsling af norsk-iraner udløber

Vi bliver i det juridiske hjørne, for i dag skal Københavns byret tage stilling til, om en norsk-iraner fortsat skal være fængslet. Siden 22. oktober har han afsonet en dom for at have samarbejdet med en iransk efterretningstjeneste om planlægning af drab på en eksiliraner i Ringsted. Landsretten har blåstemplet, at han kan blive fængslet ud over den normale maksimumgrænse på et år.