Pia Kjærsgaard åbner Christiansborg for Wilders

Dansk Folkeparti har en afgørende finger med i spillet, når Trykkefrihedsselskabet inviterer til ytringsfrihedskonference i Landstingssalen på Christiansborg i juni.

Foto: Keld Navntoft / Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad Dansk Folkeparti ikke kan få igennem med partierne bag finansloven, bliver nu klaret i samarbejde med Trykkefrihedsselskabet: Den stærkt islamkritiske hollandske politiker Geert Wilders kommer til at optræde i Folketinget ved en ytringsfrihedskonference, og Pia Kjærsgaard har en afgørende finger med i spillet.

Det er nemlig et samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet, der gør det muligt at afholde konferencen.

”Vi har været behjælpelige,” som Pia Kjærsgaard siger.

Helt konkret har partiet booket den fornemme landstingssal på Christiansborg til konferencen, der løber af stablen den 14. juni. Men det er ikke tilfældigt, at det hele bliver offentliggjort dagen efter, at regeringen fik løst knuden om den konference, som Liberal Alliance blev lovet for at støtte finansloven.

Løsningen betyder, at der nu er enighed om, at regeringens konference er en antiradikaliseringskonference og ikke en ytringsfrihedskonference. Og partierne bag finansloven har vetoret omkring, hvordan konferencen skal udformes. Hvilket betyder, at Liberal Alliance kan sikre, at Geert Wilders ikke kan komme med, selvom Dansk Folkeparti har krævet det.

”Forløbet har været en farce, hvor regeringen, Anders Samuelsen og Naser Khader har rodet rundt. Jeg er glad for, at vi nu får en ytringsfrihedskonference med hjælp fra Trykkefrihedsselskabet. Det er det, der er brug for. Regeringens konference bliver jo mere og mere ligegyldig,” siger Pia Kjærsgaard.

Hun afviser enhver snak om, at det er en provokation, at Wilders nu bliver inviteret til Christiansborg.

”Jeg har aldrig hørt mage til vrøvl. Det ville have været en provokation, hvis vi havde inviteret ham til Nørrebrohallen. Men det her er da bare et udtryk for, at vi har ytringsfrihed,” siger Pia Kjærsgaard.

Og det bakker Liberal Alliances Anders Samuelsen hende op i.

”Det er fint nok. De må gøre, hvad de vil. Men han har intet at gøre på den konference, som vi aftalte under finanslovsforhandlingerne. Men han er da velkommen. Vi har det jo ikke som i Storbritannien, hvor han blev sendt ud af landet. Heldigvis,” siger Anders Samuelsen.

Han har endnu ikke taget stilling til, om han vil komme til Trykkefrihedsselskabets konference.