Pia K. siger god for DFU-angreb

Det er svar på tiltale, når Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) "tager bladet fra munden" og ønsker De Konservatives afgang fra regeringen, mener DF-toppen.

Dansk Folkepartis Ungdoms usædvanligt hårde kritik af Det Konservative Folkeparti møder forståelse fra DF's topledelse. Det er svar på tiltale, lyder det.

Partiformand Pia Kjærsgaard ønsker ikke at kommentere ungdomspartiets angreb på De Konservative, men ifølge partiets pressechef, Søren Søndergaard, forstår hun godt DFU's reaktion.

- DF-ledelsens opfattelse er, at man i hele 2006 har lagt øre til kritik fra ledende medlemmer af De Konservative. At Dansk Folkepartis Ungdom nu tager bladet fra munden og siger, at De Konservative enten må forlade regeringen eller opføre sig modent, synes Pia Kjærsgaard er ok, siger pressechef Søren Søndergaard til Ritzau.

Han tilføjer, at partiformanden nok ikke ville have brugt helt samme retorik, som DFU-formanden valgte at bruge i sit ugebrev, men reaktionen skal ses som et svar på adskillige udfald mod Dansk Folkeparti fra ledende medlemmer af De Konservative.

/ritzau/