Pia har fat i den lange ende

Den kommende uges forhandlinger er en balancegang for regeringen. På den ene side skal den afværge et skattevalg. På den anden side skal den forsøge at udløse et valg bare med et andet tema. Manøvren er svær og forudsætter Pia Kjærsgaards velvillige mellemskomst.

I dag skulle valgkampen jo så være gået ind i sin anden uge. Sidste mandag garanterede gode kommentator-kolleger valgets komme, og medie-Danmark var i højeste beredskab. Det blev som bekendt til en lang næse, fordi overmod og skat spillede Fogh et pus. I stedet for lynvalg blev nationen budt på en rask omgang politisk totalteater. Ikke nogen dårlig erstatning.

Hovedrolleindehaverne i det muntre stykke var: Den desorienterede Anders på udkig efter sin drejebog. Den uden påviselig grund pavestolte Bendt. Den umanerligt heldige Helle. Samt den i første omgang helt glemte Pia.

I lystspillets mindre roller sås den nervøst svedende Naser. De opofrende Connie og Lene i en dramatisk »det Bendt mener er«-redningsaktion. Samt, ikke at forglemme, den politisk totalt tonedøve metal-Thorkild i et ufrivilligt sammenstød med sin Helle.

Underholdning var der med andre ord nok af i uge 34.

MEN ALT GODT får jo en ende. Politikerne kan ikke blive ved med sådan at slå gækken løs, og denne uge kan næppe leve helt op til den forrige. Nu er det alvor. I de kommende dage vil det blive afklaret, om der er basis for den aftale, der kan forhindre det skattevalg, som kun Bendt Bendtsen, Helle Thorning og Villy Søvndal ønsker sig.

Statsministeren skal ikke nyde noget. Han ved bedre end nogen, at et valg med skat som tema er politisk højrisiko-zone. Og derfor har han aldrig lige indtil overblikket svigtede ham i sidste uge bragt sig selv i en situation, hvor det overhovedet var en option.

Omvendt vil statsministeren forfærdelig gerne have et valg. Forude ligger vanskelige drøftelser om kommunernes budgetter samt et forår med overenskomstforhandlinger, hvor lønforventningerne på forhånd er skruet så meget i vejret, at det dårligt kan ende med andet end konflikt og følgende upopulært regeringsindgreb. Fogh ser morderlig gerne, at der er afregnet med vælgerne inden da.

Samtidig er det et åbent spørgsmål, hvor længe støttepartiet Ny Alliance kan fastholde euforien blandt vælgerne. I regeringens inderkreds er man temmelig usikker på Khaders langtidsholdbarhed.

Med andre ord: Statsministeren befinder sig nu i den aparte situation, at han på en og samme tid skal afværge et valg, altså det om skat men samtidig diskret sørge for at udløse ét. Nemlig det, han hele tiden er gået efter.

DÉN ØVELSE kræver politisk snilde. For hvordan forklarer man lige vælgerne, at valget er nødvendigt, hvis der ligger en aftale? Det kan hurtigt komme til at se meget underligt ud.

Her er det så, at Dansk Folkeparti kommer ind i billedet. For mod klækkelig betaling skal Pia Kjærsgaard hjælpe med hele tre ting: Hun skal acceptere valget. Hun skal tage luften ud af den livsfarlige diskussion om rig kontra fattig. Og endelig skal hun hjælpe Bendt Bendtsen med at undgåårtiets ydmygelse. Ikke mindst det sidste byder hende instinktivt imod, og prisen bliver sat derefter, formentlig i omegnen af to milliarder kroner ekstra til pensionisterne.

Meget tyder på, at aftalen kommer i stand. For stik imod den almindelige antagelse er Dansk Folkeparti i virkeligheden ikke så utilfredse med et snarligt valg. Godt nok vil partiet ikke længere være Foghs eneste støtteparti. Men hvad gør det, hvis partiets mandater fortsat nu bare sammen med Ny Alliance er nødvendige for regeringens flertal? Ikke det store. Dansk Folkepartis nøgleposition vil være intakt efter valget. Man vil stadig kunne sælge sig dyrt. Og derfor er Pia Kjærsgaard parat til at hjælpe Fogh ud af hans selvskabte problemer, hvorefter vejen skulle være banet for en valgudskrivelse meget vel i forbindelse med Folketingets åbning.

Sker det mod forventning ikke, er Fogh nødt til at bringe det valg-kulrede Folketing tilbage i arbejds-gear. Og det kan foregå påén måde, nemlig ved effektivt at ramme en pæl gennem alle valgspekulationer. Og det kan han kun gøre påén måde: Ved at skifte ud på holdet. Med andre ord: Vi får enten valg eller en regeringsomdannelse.