Phillip Faber har inspireret Venstre: Nu skal morgensang være obligatorisk i københavnske folkeskoler

Morgensang blev et megahit hos mange danskere, og nu vil Venstre i København bruge det momentum til at gøre morgensangen obligatorisk i københavnske folkeskoler.

Morgensang skal nu være obligatorisk i de københavnske folkeskoler, mener Venstre, som er blevet inspireret af interessen for morgensang på DR1 med Phillip Faber. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR1

Ikke meget godt er kommet ud af coronakrisen, men morgensang er måske et bud på en positiv tilføjelse til alle de bekymrende nyheder. Det mener i hvert fald Venstre på Københavns Rådhus ifølge TV 2 Lorry.

Morgensangen har bragt befolkningen tættere sammen »hver for sig« med den populære Phillip Faber, der i flere måneder har stået for morgensang på DR1, til stor glæde for mange mennesker som har tunet ind på kanalen.

Nu lyder forslaget fra Venstres Jens-Kristian Lütken, der er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune, at morgensang skal gøres obligatorisk i de københavnske folkeskoler.

»Vi har set under coronakrisen, at morgensang er ekstremt populært med de her programmer med Phillip Faber. Der er også noget dybere i det. Det er med til at skabe fællesskab og sammenhold, som er vigtigt i folkeskolen. Der er mange af de helt unge i folkeskolen, som lider under stress. Vi tror, at det her kan være med til at øge trivslen,« siger han.

Forslaget om obligatorisk morgensang i københavnske folkeskoler bliver behandlet ved første møde i Borgerrepræsentationen efter sommerferien, men det står endnu ikke klart, hvordan det eventuelt skal udmøntes.

Ifølge Jens-Kristian Lütken vil forslaget være med til at værne om den danske fælles historie og få nye, unge generationer til at sætte pris på fællesskabet.

»Når man indfører morgensang, bliver man også præsenteret for den danske sangskat, vores historie og vores fælles kulturarv på en rigtig god måde, og det synes vi, at man skal have med i bagagen,« siger han.

Hvor mange skoler har i øjeblikket morgensang?

»Det har vi ikke nogen opgørelser over. Det er selvfølgelig noget, man skal se på, og om det skal være hver dag eller nogle gange om ugen. Der er rigtig mange skoler, der gør det her af egen drift. Vi vil bare gerne have alle med.«

Interessen for morgensang har jo været stigende under coronakrisen, og folk har selv valgt at følge med, så kan det ikke virke lidt mærkeligt, at I nu vil gøre det obligatorisk?

»Jeg synes, at man skal se det sådan, at det er ofte, at man fra politisk side vil have, at folkeskolen skal løse alle mulige opgaver. Jeg synes, at det er mere fair at sige, at det er en politisk prioritering at sige, at det er noget, som folkeskolen løser. Så bliver det selvfølgelig frem for nogle andre ting. Det er ikke bare en anbefaling, men noget vi har prioriteret,« siger han:

»Det er ikke for at slå nogen i hovedet og sige, at de skal synge, men det er for at sige, at det er en politisk prioritering, som er vigtig.«

Men har coronakrisen ikke netop vist, at folk selv har en interesse i morgensang og i at værne om den danske sangskat af egen drift?

»Jo, det er der rigtig mange, der gerne vil, og derfor vil vi også prioritere, at det er noget, man bruger tid på i folkeskolen, og det er noget, man bruger tid på at forberede. Derfor vil vi gerne politisk vedtage det, så det gælder alle.«

Er der ikke et hensyn til ikke at detailstyre?

»Jo, det er der, og derfor siger vi, at vi gerne vil prioritere det her, for som skoleleder oplever man helt sikkert, at der kommer rigtig mange ønsker til, hvad folkeskolen skal og har af ansvar. Det er sjældent, at der følger en politisk prioritering med, når der kommer sådan nogle forslag, men det vil vi gerne tage ansvaret for. Men vi er i Venstre enige i, at der skal være et meget stort ledelsesrum.«