Spotlightet blændede langsomt scenen op og åbenbarede et setup, der var aftenens Grammy-show den 27. januar værdigt.
På den ene side stod disco-pioneren Nile Rodgers med sin guitar, på den anden side sad den 25-dobbelte Grammy-vinder Stevie Wonder og bag ved den franske duo Daft Punk i deres første TV-optræden i seks år. Og midt i det hele stod så Pharrell Williams. Som det naturlige samlingspunkt for en musikalsk fortid og en nutid, der her og nu blev mixet sammen i et såkaldt »mash-up« med Daft Punks »Get Lucky«, Rodgers Chic-klassiker »Le Freak« og Wonders »Another Star«.
Samtidig gik det sociale medie Twitter amok. Hvad var det for en hat, Pharrell havde på hovedet? Hvor kunne man få den henne? Da Pharrell efterfølgende afslørede, at hatten var skabt af designeren Vivienne Westwood i hendes »Buffalo«-kollektion tilbage i 1982, og at han i øvrigt havde købt den for nogle år siden for 850 kroner i hendes butik World’s End, kunne butikken dagen efter melde alt udsolgt. Samtidig satte Pharrell sin egen til salg på eBay til fordel for velgørenhedsorganisationen One Hand to Another. Da auktionen sluttede var prisen landet på 238.000 kroner.
Pointen er, at alt, hvad Pharrell Williams rører ved, tilsyneladende bliver til guld. Ikke blot ejer han selskabet I Am Other, der beskæftiger sig med alt fra underholdning, musik, mode og kunst, han er også medejer og designer i tøjfirmaer som Billionaire Boy Club og Ice Cream og har designet smykker og accessories for firmaer som Louis Vuitton og Moncler. Han er samtidig et stilikon, der uanset om det er en Vivienne Westwood-hat, øreringe eller de tuxedo-shorts, han havde på ved Oscar-showet for nylig, sætter barren for coolness i en verden, hvor der ellers er rigeligt med mennesker, der forsøger at leve af at være det.
Det specielle ved Pharrell er, at det set udefra ikke virker som om, at det er noget han bevidst tilstræber. Essensen i den hype, der er omkring ham, bunder i en personlighed, der er lige så jordnær og »Happy« som den sang, han lige nu hitter så voldsomt med verden over. Som han har gentaget massevis af gange og også for nylig i et interview med USA Today, så bunder hans interesse for ting – om det er mode eller musik – i hans helt egne spontane præferencer. Han ser en hat, køber den og tager den så på til et Grammy-show, fordi han kan lide den. Hvad der derefter sker, er uden for hans magt.
»Hvis du spurgte mig om mit yndlingsmærke, så ville jeg sige individualitet. Jeg ser mig selv om en helt ordinær person, der lader sig inspirere af helt almindelige mennesker. Jeg lægger mærke til hvad folk går med på gaden og hvad der virker komfortabelt,« som han sagde til USA Today.
Og samme tilgang har han til musikken. Livsfilosofien synes at være, at det skal være en leg, hvor konstellationerne med andre er vigtigere end personlig promovering. Således har de seneste år, før han for nyligt udsendte sit eget soloalbum »Girl«, budt på et utal af samarbejder i et så bredt musikalsk spektre, at det kan tage pusten fra selv den mest ihærdige arbejdsnarkoman.
Hvis man alene ser på 2012 og 2013 bød det naturligvis på samarbejdet med Daft Punk, der på albummet »Random, Access, Memories« havde Pharrell med på de to største hits »Get Lucky« og »Lose Yourself To Dance«. Han leverede tre numre til soundtracket til filmen »Grusomme Mig 2« – heriblandt megahittet »Happy« – og han stod side og side med Robin Thicke på monsterhittet »Blurred Lines«. Men der ud over lavede han også lige sangen »ATM Jam« til Azelia Banks debutalbum, producerede to numre på Pittbourg-rapperen Mac Millers EP »Pink Slime«, samarbejdede med Miley Cyrus på hendes »Bangerz«-album, producerede to numre på Ushers album »Looking 4 Myself«, samarbejdede med Mika på nummeret »Celebrate« og var medproducer på numrene »Sweet Life« og »Golden Girl« på Frank Oceans debutsællert »Channel Orange«.
Og hvis man spørger ham selv, så er partnerskabet langt sjovere end at gå enegang, og netop derfor finder han blandt andet også producerrollen så interessant.
»Der kan jeg lade mit ego blive uden for døren, lade kunstneren skinne igennem, hvorefter jeg kan indramme det hele. Samtidig åbner det nye områder, som jeg kan lære af. Jeg suger alt det til mig, som jeg kan. Hvad gør en person relevant? Hvad sårer dem? Og hvordan kan vi dele det med resten af verden?« som Pharrell har forklaret det.
Filosofien har han praktiseret stort set gennem hele sin karriere. I syvende klasse mødte han vennen Chad Hugo på en sommerlejr, og i 1990 skabte de gruppen The Neptunes sammen med vennerne Shay Haley og Mike Etheridge. Nogle år senere etablerede Hugo og Williams sig så som producerduo og skabte deres egen sound, der for første gang fik større opmærksomhed på N.O.R.E.s »Superthug« fra 1998. Tre år senere ramte de så deres første nummer et-hit med Britney Spears’ »I’m A Slave 4 U«, samtidig med at Williams, Hugo og Haley under navnet N.E.R.D udgave deres første album »In Search Of ...«. Herefter begyndte det at gå stærkt, og The Neptunes havde fingre i stort set alt, hvad der rørte sig på det tidspunkt, fra Jay-Z til Nelly, og en undersøgelse i august 2003 viste, at Neptunes producerede næsten 20 procent af al den musik, der blev spillet i britisk radio og hele 43 procent i USA.
Kernen var beatet, der gik igen fra Pharrells fortid som trommeslager, og som siden hen har været hans kendetegn. Et beat og en lyd, hvor alt unødigt var skåret væk, og som alle ville have fingre i, hvilket betød, at Pharrell stort set kunne vælge og vrage om, hvem han ville samarbejde med. Og Pharrell havde ingen fine fornemmelser og stod side om side med alle fra Justin Timberlake, Snoop Dogg, Gwen Stefani, Kanye West, Madonna, Beyonché, The Hives, Maroon 5, Shakira, Jennifer Lopez, Game og tog sammen med resten af N.E.R.D på tour med Damon Albarn og Gorillaz.
Men et eller andet manglede. Det var som om luften var ved at gå ud af ballonen, og nye troldmænd bag knapperne rykkede forbi. I seks år havde Pharrell ikke været med inde over et nummer et-hit, lige indtil han med et brag var tilbage og med »Blurred Lines« og »Get Lucky« skabte historie ved at være den 12. musikkunstner, der formåede at holde både første- og andenpladsen på hitlisten samtidig. Tiden var pludselig igen vendt til Pharrell Williams’ fordel.
»Vi prøver at presse noget mere feel-good frem. En masse musikere gør det. Kendrick Lamar, Tyler The Creator, Miley Cyrus, Daft Punk. Lorde, London Grammar. Der er helt sikkert et skifte i tiden, og det er i den retning samfundet bevæger sig. Vi har brugt 15 år på at bygge et internet op, hvor folk sidder og ser på tragedier i real time. Massemord på en skole, en vanvittig biljagt, diamanttyverier. Medierne lader folk tro, at det er det, de ønsker at høre noget om. Så når folk hører noget, der får dem til at føle sig godt tilpas, bliver det pludselig interessant. Og jeg er kun glad for at være en del af det,« som Pharrell forklarer til USA Today.
Og så er vi tilbage på scenen. Forrige søndag midt under det 86ende Oscar-show, hvor Pharrell dukkede op blandt mandshøje guldstatuetter og dansere i glade pastelfarver, og – samtidig med, at han flirtende dansede med filmstjerner som Meryl Streep og Lupita Nyyong’o på første række – leverede symbolet på tilværelsens lethed og sin egen genkomst på toppen af poptronen med hittet »Happy«. Nu iført en ny Vivienne Westwood-hat, naturligvis. Et øjebliks dansabel lykke, som synes at være Pharrells mantra.
»Jeg er en person, der drager fordel af nuet. Det er det eneste sted i denne verden, hvor du kan skabe noget ud af ingenting. Lige som musik er det den ting, der kan fylde et helt rum uden at stå i vejen.«