PFA-forslag kræver ny Femern-aftale

PFA ønsker private penge i en Femern-bro. Men det kræver en ny aftale med Tyskland og er derfor tvivlsomt.

Transportminister Flemming Hansen (K) skal til forhandlingsbordet med Tyskland igen, hvis pensionsselskabet PFA's ønske om at skyde privat kapital i Femern-broen skal blive til virkelighed.

Aftalen mellem Danmark og Tyskland, det såkaldte "Memorandum of Understanding", beskriver præcist, at selskabet bag broen skal være ejet ene og alene af den danske stat.

Den økonomiske del af Femern-projektet varetages af Sund&Bælt, som også administrerer økonomien i broerne over Storebælt og Øresund. Selskabets finansdirektør Kaj V. Holm har svært ved at se, hvordan en privat investor kan komme ind over projektet.

- Som konstruktionen ligger i øjeblikket, er der ikke mulighed for det. Der er ikke plads til andre ejere end staten selv, siger Kaj V. Holm til Ritzau.

/ritzau/