Peter Møller om kritik: 'Det er typisk dansk'

Peter Møller har været fodbolddirektør i DBU siden oktober 2018. Liselotte Sabroe

De seneste 14 måneder har til tider været turbulente for Peter Møller.

DBU's fodbolddirektør siger selv med et grin, at han opholder sig på 'meningernes losseplads'.

Det har han i udpræget grad gjort siden den junidag sidste sommer, hvor han for alvor trådte i karakter som den store chef i dansk fodbold.

Det skete, da han iført en velstrøget hvid skjorte – og en lille portion nerver – sendte chokbølger gennem fodbolddanmark på et pressemøde ved at præsentere Kasper Hjulmand som ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløb et år senere.

Sådan så det ud, da Peter Møller i juni 2019 præsenterede Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst som henholdsvis ny landstræner og assistent. Tariq Mikkel Khan

Spørgsmålene haglede dengang ned over Peter Møller. Og har gjort de gjort siden.

Hvorfor skulle Åge Hareide ikke fortsætte? Og hvorfor i alverden skulle Kasper Hjulmand udpeges som hans afløser mere end et år før tid? Ville det ikke give problemer? Og kan naive tiki-taka-Hjulmand lave samme gode resultater som kyniske Hareide?

Peter Møller erkender da også, at der har været meget kritik. Men den er prellet af på ham som skybrud på en gås.

»Det der med, hvad andre synes, når man har sådan et job her...« siger Peter Møller og slår et stort grin op.

»Det er meget svært at tilfredsstille alle mennesker. Hvis vi havde forlænget med Åge, så havde det været et problem. Og måden, vi gjorde det på nu, var så også et problem. Og da Åge i sin tid blev ansat, var det for ‘svagt’, for han var slet ikke en stor nok stjerne. Og før ham skulle Morten Olsen slet ikke have været landstræner i så lang tid, for det blev alt for stereotypt...«

»Det var nærmest først, da vi offentliggjorde, at vi skiftede træner, at folk mente, det her var fuldstændig vanvittigt. Ellers havde der jo været voldsom kritik (af Hareide, red.) hele vejen igennem,« fortsætter Peter Møller, som på ingen måde er overrasket over de reaktioner, ansættelsen af Hjulmand har medført:

»Det er typisk dansk på en eller anden måde. Vi kan godt lide at stå lidt i opposition og have vores egen mening. Alle har en holdning og mening om fodbold – særligt landsholdet. Og det er virkelig helt fair og fint. Det er det, vi lever af, og det tager jeg gerne med. Og vi ser jo også, at når vi kommer med til store slutrunder, så bakker vi jo op og har fællesskabet for øje.«

I morgen, mandag, slutter så det historisk lange tilløb – der helt præcis har varet 439 dage – når Kasper Hjulmand træder frem på scenen som landstræner og skal præsentere sin første landsholdstrup.

Henning Bagger

Peter Møller håber, at det endegyldigt kan sende fortiden i graven, og at fokus i stedet kan blive rettet mod den nye æra, som landsholdet går ind i.

Et håb, der er flankeret af en bevidsthed om, at øjnene ikke kun vil være rettet mod Hjulmand – men også mod ham selv, da det er fodbolddirektøren, der har sagt farvel til spillerfavoritten Hareide og dikteret en ny retning for landsholdet.

Med to debutkampe i Nations League mod Belgien og England – henholdsvis nummer et og fire på Fifas verdensrangliste – risikerer både Hjulmand og Møller at få en vanskelig start.

Men det skræmmer ikke den tidligere landsholdsangriber.

»I (medierne, red.) skal være kritiske og negative, hvis der er grund til det. Befolkningen skal det samme, hvis vi ikke vinder og ikke spiller godt. Den del er jeg ikke bange for. Derfor kan jeg godt være spændt på de her kampe og Hjulmands virke i det hele taget – og håbe på, at det går godt, så vi slipper for al den der snak. Men vi skal jo altså lige spille kampene først, og vi regner med, at vi klarer os rigtig godt.«

»Men det pres er en præmis for at være i den her verden. Hvis ikke man kan lide det, så skal du finde et andet job. Så skal du hverken være landstræner eller stå i spidsen for det her. Personligt har jeg nærmest ikke været vant til andet – at man bliver bedømt hårdt hele tiden. Så jeg kommer ikke til at ryste i bukserne, hvis vi får en skæv start. Jeg synes i øvrigt heller ikke, man skal bedømme en træner på de første to-tre kampe – heller ikke Kasper Hjulmand. Åge vandt jo heller ikke ret mange af de første ni kampe,« siger Peter Møller og tilføjer:

»Men jeg må sige, at jeg føler, vi står et vanvittigt godt sted. Både i forhold til spillermateriale, selve gruppen på landsholdet og den kultur, der er blevet bygget op. Og jeg er helt tryg ved Kasper, når jeg ser den måde, han har arbejdet på i kulisserne i det seneste års tid – hans faglighed, kommunikation og hans måde at lede på,« siger Peter Møller, som forudser, at befolkningens opfattelse af Kasper Hjulmand hurtigt vil ændre sig, når han nu mere officielt tager hul på jobbet.

For Møller mener, at forestillingerne – fordommene, ville nogle måske sige – om Kasper Hjulmand handler om manglende kendskab til den nye landstræner.

Snakken om en naiv spillestil og kompromisløse pasningstrekanter er nemlig ude af trit med virkeligheden, hvis man skal tro fodbolddirektøren.

Han ser det som et resultat af, at Hjulmand i størstedelen af sin karriere har gået i et beskyttet værksted i FC Nordsjælland, hvor hverken medierne eller den almindelige dansker har interesseret sig nævneværdigt for ham. Og derfor har nogle få prædikater sat sig fast og tegnet et forsimplet billede.

»Jeg tror lige, at Kasper skal i gang, og folk skal lære ham at kende i stedet for at fælde dom over ham og sige en masse ting nu. Mange tror, at Kasper bare vil spille på én måde, og det er vigtigere end alt andet: 'Nu skal vi ikke kvalificere os til slutrunder, nu skal vi bare spille offensiv fodbold'. Folk skal selvfølgelig have lov at have deres holdninger, men det er altså ikke sådan, det hænger sammen,« siger Peter Møller og fortsætter:

»Det handler ikke om at spille med hovedet under armen – men om at kvalificere sig til slutrunder og vinde. Det er det, vi alle sammen går efter. Jeg ved, hvad jeg har fået ind fagligt og menneskeligt i Kasper, og jeg synes, det er enormt spændende. Og jeg er ikke nervøs for, at det her skal mislykkes.«