Peter Madsen: Kim Wall døde ved at få luge i hovedet

Journalist Kim Wall døde ved at få en luge i hovedet, da hun var om bord på ubåden, har Peter Madsen forklaret i grundlovsforhør. Det fortæller anklageren ved åbent retsmøde tirsdag.

Den 12. august udleverede Kim Walls familie dette billede til pressen for at hjælpe med eftersøgningen af den savnede svenske journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOM WALL

Den svenske journalist Kim Wall fik en cirka 70 kilo tung luge i hovedet, da hun var om bord på ubåden, og det var det, der dræbte hende. Sådan lød Peter Madsens forklaring ved grundlovsforhøret, fortæller specialanklager Jakob Buch-Jepsen ved et retsmøde tirsdag.

Retsmødet er åbent, og det giver offentligheden mulighed for for første gang at få hele Peter Madsens forklaring i sagen om ubåden UC3 Nautilus frem til journalisten Kim Walls død og parteringen af hendes lig.

Ved retsmødet læser anklageren Peter Madsens svar fra grundlovsforhøret op. Anklageren fortæller, at Peter Madsen blandt andet har sagt, at han havde en aftale om, at Kim Wall skulle med i ubåden. Hun skulle lave et interview med ham i rumlaboratoriet på Refshaleøen. Kim spurgte, om det var muligt at få en tur i ubåden, og han tilbød at tage hende med dagen efter, hvor en tur var planlagt. Det kunne hun ikke, så de besluttede at tage en tur om aftenen.

Mange mennesker så dem sammen på turen, og på et tidspunkt foretog de et dyk, og det var i overensstemmelse med, hvordan det plejede at være. Måske lidt længere end normalt, har Peter Madsen forklaret. Kim lavede interview samtidig, og de dykkede klokken 20 og var tilbage klokken 22..

Her skete der ifølge Peter Madsen det, at han skulle holde lugen for Kim Wall, da hun skulle op. Pludselig gled han, og lugen gik i. Han kunne ikke holde lugen, der kom med sin fulde vægt, og han kunne ikke se, hvordan hun blev ramt, kun høre et bump. Da han fik åbnet lugen, kunne han se blod fra Kim Wall i alle retninger, lød hans forklaring ifølge Ritzau.

Han kunne se Kim Wall i krampe, og han kunne se, hun havde åbent kraniebrud, lyder det. Efter omkring 20 sekunder ophørte kramperne, og han konstaterede, at hun måtte være død.

Han tænkte, at han ikke måtte komme til at slå nogen ihjel med sine sindssyge eksperimenter, så han besluttede sig for at sejle ud på dybt hav og begå selvmord. Han rørte ikke ved hende. Han Sejlede ud på Østersøen og ville slutte det hele, men tog i stedet en pause på et par timer på havbunden for at tænke over tingene. Mange tanker gik igennem hans hoved, fortalte han ifølge anklageren på det første grundlovsmøde.

På et tidspunkt selvsænkede han ubåden ved at åbne dens ventiler. Han blev reddet ud og herefter reddet i land, fortæller anklageren om Peter Madsens hidtidige forklaring.

Efter at have opremset Peter Madsens seneste forklaring, beder anklageren ham om at svare på nye spørgsmål ved retsmødet tirsdag. Peter Madsen bliver spurgt ind til, om han nogensinde før været ude i ubåden med en kvinde og har dyrket sex der?

»Én gang med min kone,« svarer Peter Madsen, som altså i grundlovsforhøret tidligere har understreget, at der ikke har været noget seksuelt samkvem mellem ham selv om Kim Wall.

Anklageren spørger herefter, om han kommer i SM-miljøer?

»Det har jeg gjort. Jeg har ikke gjort det i en del år, men jeg har gjort det,« siger Peter Madsen.

Han bliver også spugrt ind til, om han har dyrket kvælningssex med kvinder de senere år. Han fortæller, at det tætteste, han har været på det, har været at sige til en elskerinde i et erotisk rollespil, at hun skulle holde vejret.

»Det er det nærmeste, jeg har været, og det var på hendes egen opfordring. Ellers har jeg ikke interesseret mig om fænomenet,« siger Peter Madsen, efter han har forklaret, at han lever i et åbent forhold med sin kone.

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen kræver Peter Madsen varetægtsfængslet yderligere fire uger for manddrab. Ved seneste retsmøde 12. august blev han varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab. Anklagemyndigheden vil også have Peter Madsen mentalundersøgt.

Journalisten Kim Wall blev sidste gang set i live, da hun stævnede ud fra Københavns Havn med Peter Madsen torsdag 10. august. 21 august blev hendes lig fundet i vandkanten på Amager. En torso uden hoved, arme og ben.

Den 30-årige Kim Wall var en svensk prisvindende journalist, der blandt andet har skrevet artikler til amerikanske The New York Times og britiske The Guardian.