PET: Vi følger trusselsbilledet mod det jødiske samfund tæt

Politiets Efterretningstjeneste skriver i en pressemeddelelse, at man følger trusselsbilledet meget tæt i relation til det jødiske samfund i Danmark.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiets Efterretningstjeneste følger trusselsbilledet meget tæt i relation til det jødiske samfund i Danmark og har en løbende dialog med det jødiske samfund om sikkerhedssituationen og sikkerhedsforanstaltninger.

Det skriver PET i en pressemeddelelse efter weekendens terrorangreb i København, hvor en 37-årig mand blev dræbt af skud, da han holdt vagt ved synagogen i Krystalgade.

»Beskyttelsesniveauet fastsættes på baggrund af en politi- og sikkerhedsfaglig vurdering og tilpasses løbende i lyset af trusselsbilledet,« skriver PET videre.

Efterretningstjeneste kan ikke fortælle om konkrete sikkerhedsforanstaltninger, da det kan indebære en risiko for, at sikkerhedsforanstaltningerne kompromitteres.

37-årige Dan Uzan blev dræbt, mens han var frivillig vagt foran synagogens menighedshus under en fejring af en bat mitzva - den jødiske konfirmation.

De to betjente, der også stod vagt foran synagogen, blev ligeledes ramt af skud, men de overlevede begge og er udskrevet fra hospitalet.

Flere terroreksperter har kritiseret Danmark for ikke at beskytte jødiske institutioner døgnet rundt.

Justitsminister Mette Frederiksen siger til Information, at hun senere på ugen vil mødes med ledelsen af Det Jødiske Samfund for at diskutere beskyttelsesbehovet oven på weekendens terrorangreb.