PET undersøger terrortrussel mod Danmark

Politiets Efterretningstjeneste undersøger en trussel på en fransk hjemmeside, som udpeger Danmark og Norge som næste terrormål.

Læs mere
Fold sammen

Danmark og Norge er blevet udpeget som de næste terrormål på en fransk hjemmeside, og Politiets Efterretningstjeneste (PET) forsøger i øjeblikket at afklare, om terrortruslen er reel.

Det bekræfter PET over for Berlingske Nyhedsbureau.

Efterretningstjenesten har endnu ikke informationer om, hvilken hjemmeside der er tale om. Men PET modtager mange af sådanne trusler, og som alle andre tages også denne alvorligt, lyder det fra efterretningstjenesten.

Også den norske efterretningstjeneste PST undersøger truslen på den franske hjemmeside. Det skriver det norske TV2.

»Vi er bekendt med truslen og arbejder på at afklare, om den er reel,« siger informationsmedarbejder Siv Alsen fra PST til mediet.

Ifølge PST modtager efterretningstjenesten dagligt trusler, som de tager alvorligt og arbejder på at afklare, og flertallet af truslerne viser sig ikke at have noget på sig.

Truslen falder i kølvandet på flere dages drama i Frakrig efter terrorangrebet mod satirebladet Charlie Hebdo, som kostede 12 mennesker livet.

De formodede gerningsmænd, brødrene Chérif og Saïd Kouachi, meldes fredag kort efter klokken 17 dræbt efter en gidseltagning i Dammartin-en Goële nordøst for Paris.

Det samme gælder den mand, der formodes at stå bag et skyderi torsdag morgen, hvor en kvindelig betjent blev dræbt, samt gidseldramaet i en jødisk butik i det østlige Paris fredag. Han meldes også dræbt ved en politiaktion ifølge nyhedsbureauet Reuters.