PET undersøger farligt nazi-forum: »Det er for sent«

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har opsøgt en tidligere dansk nynazist, som i årevis var medlem af ekstremt nazi-netværk. Men det burde være sket før, siger ekspert.

 

I kølvandet på en omfattende lækage fra det ekstreme nazi-netværk Iron March har Politiets Efterretningstjeneste (PET) nu taget kontakt til et af netværkets danske medlemmer.

Iron March var i årevis et online-mødested for nynazister fra hele verden, hvor medlemmerne organiserede sig, hyldede højreradikales terrorangreb og delte såkaldte kampmanualer med hinanden. Ifølge flere eksperter var Iron March decideret farligt, og tankegodset kan i yderste konsekvens anspore højreekstreme terrorangreb.

Berlingske afdækkede Iron March i efteråret 2019, da over tusind medlemmer af forummet fik blottet deres personlige oplysninger og private beskeder i en lækage, herunder i alt 11 danske mænd.

Den danske mand Peter var i årevis den mest aktive dansker på forummet med sine over 500 opslag. Han fortalte i november 2019 til Berlingske, hvordan han blev radikaliseret på Iron March. Han fortalte også, at han aldrig var blevet kontaktet af PET – det på trods af, at han hyldede terror og var i kontakt med lederen af den amerikanske nazi-gruppering Atomwaffen Division, som trækker tråde til flere mordsager med racehad som motiv.

Men hans sag har nu fået PET op af stolen.

For sent

Ifølge Berlingskes oplysninger ringede en mand til Peter om aftenen 15. januar i år og bad om at mødes med ham dagen efter i Jylland.

Den efterfølgende dag mødtes han med manden og en af hans kollegaer fra PET. Den nu forhenværende nynazist ønsker ikke at uddybe, hvad samtalen mere præcist handlede om, men han bekræfter blot, at de to mænd fra PET ønskede at tale om det højreekstreme miljø i Danmark. Berlingske har set SMS-kommunikation, som understøtter, at mødet fandt sted.

At PET nu har taget kontakt til den danske mand, kan skyldes flere ting, vurderer Magnus Ranstorp, terrorforsker ved Försvarshögskolan i Stockholm:

»Det er for sent, at efterretningstjenesten kontakter ham, når man tænker på, at han tilsyneladende var klar til at handle på sine holdninger dengang. Men det er svært at vide, om de allerede inden lækagen havde ham på radaren,« siger Magnus Ranstorp:

»Sagen er blevet omtalt i medierne, og det er højst sandsynligt en vigtig grund til, at de har kontaktet ham – og for at finde ud af, om han er farlig eller ej.«

Den tidligere nynazist Peter er blevet opsøgt af myndighederne efter hans brugernavn på det ekstreme nazi-netværk blev lækket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Det nynazistiske netværk lukkede pludselig i 2017, kort efter at to fremtrædende medlemmer blev anholdt for dobbeltdrab og opbevaring af bombemateriale i USA, og Peter har i dag forladt det højreekstreme miljø.

Berlingske lavede i november 2019 en større kortlægning af Iron March i forbindelse med lækagen og fandt frem til 11 danske mænd, som havde været aktive på forummet, blandt andet en mand, som blev dømt for et groft voldtægts- og drabsforsøg i 2018, og som ønskede at blive »Danmarks første rigtige seriemorder«.

Det kom også frem, at flere af netværkets medlemmer har haft forbindelse til den højreradikale gruppering Den Nordiske Modstandsbevægelse, også kendt som Nordfront.

Ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp er det vigtigt for PETs overvågning at holde øje med netværk som Iron March, som kan udklække potentielle terrorister og voldsmænd:

»Efterretningstjenester i store dele af verden har med lækagen fået en række informationer om medlemmer af netværket, og det er meget vigtigt for efterretningstjenesterne at holde øje med den slags fora, hvor folk kan blive radikaliseret,« siger Magnus Ranstorp.

Berlingske har spurgt PET, om de var opmærksomme på Iron March, men »PET kan ikke kommentere på konkrete personer eller organisationer,« oplyser tjenesten til Berlingske.

Myndigheder i udlandet har også reageret på lækagen fra nazi-forummet.

I Canada har forsvaret eksempelvis indledt en undersøgelse af et tidligere medlem af hæren, efter Iron March-lækagen afslørede hans bånd til en række højreradikale grupper.

Læs mere om nazi-lækagen her.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.