PET stopper bog om tidligere PET-chef

Politiets Efterretningstjeneste har fået stoppet udgivelsen af en bog om den tidligere chef hos PET, Jakob Scharf. Bogen skulle være udkommet om 10 dage.

Politiets Efterretningstjeneste har fået stoppet udgivelsen af en bog om den tidligere chef hos PET, Jakob Scharf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lykkes for Politiets Efterretningstjeneste (PET) at stoppe en bog om en af efterretningstjenestens tidligere chefer, Jakob Scharf.

PET har således forlangt og fået et fogedforbud mod udgivelsen af bogen »Syv år for PET«.

Det er Københavns Byret, der fredag har nedlagt forbud mod bogen. En beslutning, der vækker voldsom utilfredshed hos udgiveren, People's Press.

»At man går ind og forhåndscensurerer det her og lukker det ned ubeset, det er så tæt på censur, at jeg aldrig troede, jeg skulle opleve det,« siger kreativ direktør Jakob Kvist.

Bogen er en blanding af et interview med Scharf og andre kilder, samt forfatter og Politiken-journalist Morten Skjoldagers egne beskrivelser af flere konkrete sager.

Indeholder bogen noget fortroligt?

Kravet om at få bogen stoppet skyldes ifølge PET en risiko for, at der i bogen fremkommer fortrolige oplysninger.

For når man læser beskrivelsen af bogens indhold på People´s Press hjemmeside kan man - ifølge PET - få indtryk af »at bogen kan indholde fortrolige oplysninger, hvis offentliggørelse kan bringe personer i fare og skade PETs muligheder for at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, herunder terrorisme,« skriver efterretningstjenesten i en pressemeddelelse.

Af beskrivelsen på udgiverens hjemmeside fremgår det blandt andet, at der er tale om en »insiderberetning«, hvor Jakob Scharf »blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler.«

En tekst, der er skrevet for at vække interesse for bogen, men som ikke er et udtryk for, at der er fortrolige oplysninger i den. For det er ikke tilfældet, fortæller forfatter Morten Skjoldager til Politiken.

»Min aftale med Jakob Scharf har været, at jeg kunne spørge om alt, men at han ikke nødvendigvis ville svare. Og det er sket i flere tilfælde«, siger Morten Skjoldager siger han til avisen.

Er allerede i boghandlerne

PET har - inden sagen blev bragt for byretten - forgæves forsøgt at få adgang til manuskriptet for at undersøge, om der faktisk fremgår fortrolige oplysninger. Er det ikke tilfældet, har efterretningstjenesten ingen problemer med bogen, oplyser man.

Hos People's Press bekræfter over for Berlingske, at man i sidste uge var i dialog med PET om bogen. Ifølge Jakob Kvist »krævede« efterretningstjenesten at se manuskriptet med beskeden om, at man nok ville have rettelser. Det nægtede udgiveren.

»Syv år for PET« skulle være udkommet om 10 dage, 17. oktober.

Den er derfor allerede blevet sendt ud til en række boghandlere, og er ligeledes blevet distribueret rundt til journalister på flere medier, så de har mulighed for at anmelde den op til udgivningsdatoen.

Derfor er udgiveren sikker på, at bogens budskab nok skal komme ud til danskerne, selvom byretten fredag har nedlagt forbud mod den.

»Jeg er overbevist om, at den alligevel vil blive spredt – den vil sandsynligvis være at finde på internettet meget snart. Det skal ikke forstås som en trussel, for det må jeg ikke, men sådan er det bare, når bogen allerede ligger derude i alle mulige versioner,« siger Jakob Kvist.