PET-chef: »Ikke mere at komme efter i den sag«

Tidligere operativ PET-chef afviser i interview, at nye udtalelser og påstande fra tidligere medlemmer af Blekingegadebanden har noget på sig.

Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen ankommer til Østre Landsret den 14. marts 2012 for at vidne i sagen om PET's omstridte rolle i efterforskningen af Blekingegadebanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Var Blekingegaden stoppet, og var politibetjent Jesper Egtved Hansen stadig i live, hvis PET havde sat mere hårdnakket ind mod banden?

Spørger man Jan Weimann fra gruppen, så kunne det have været tilfældet, hvilket han redegør for i bogen »Turning Money into Rebellion: The Unlikely Story of Denmark's Revolutionary Bank Robbers« af forfatter Gabriel Kuhn. 

Det er imidlertid ikke ord, der bider på Per Larsen, der var operativ chef i PET og stod i spidsen for efterforskningen af Blekingegadebanden.

Ifølge Jan Weimann kunne det have haft en betydning for og taget modet fra Blekingegadebanden, hvis PET var gået hårdere til dem i form af afhøringer og anholdelser. Samtidig vidste medlemmerne angiveligt, at de blev overvåget. Hvorfor gik PET ikke hårdere til dem?

»Som udgangspunkt er det fantastisk nemt at være bagklog bagefter. Samtidig bider jeg mærke i, at Torkil Lauesen for nogle år siden sagde, at PET ikke havde en chance for at afsløre dem. Så det virker på en måde forfattet til lejligheden. Men læser man de 1200-1300 sider, Blekingegade-kommissionen producerede, får man et indblik i, hvor lidt materiale, der var.«

»Konklusionen var, at der bortset fra enkelte tilfælde, overhovedet ikke var nok belæg for at lave et retsplejemæssigt skridt over for dem i form af en afhøring eller en anholdelse. Det var der ikke materiale til. Det hænger sammen med, at de var udmærket klar over, hvad der foregik. De var meget professionelle i den sammenhæng. Med afsæt i kommissionens bemærkninger er det forklaringen på, hvorfor man ikke kom videre.«

»Når man siger, at de kunne have været jaget en skræk i livet, så er der jo i flere tilfælde gruppemedlemmer, der blev anholdt. Hvis ikke, jeg husker helt forkert, var politiet tilbage ved urolighederne ved Verdensbankens topmøde på nakken af dem. Det er givetvis ikke alle de aktuelle medlemmer af Blekingegadebanden, der var med ved den lejlighed, men hele konstruktionen var under efterforskning.«

»Senere, da Jens Holger bliver slået ihjel i Aarhus efter en trafikulykke, var der også en massiv efterforskning kørende. Her var både Peter Døllner og Niels Jørgensen udsat for spørgsmål fra politiet. Niels Jørgensen hang også på den på Lobeliavej på Amager, hvor man lavede en ransagning hjemme hos ham.«

»Med det kan man sige, at uanset, at der blev skabt noget opmærksomhed på gruppen, så fortsatte de ufortrødent. Det hænger nok sammen med, at de var så sikkerhedsbevidste, at det var utrolig svært at trænge ind til dem. Det er vel i bund og grund forklaringen. I forhold til kommissionens indhentning af materiale var der ikke meget fugls føde på den sag, før ballonen revnede den anden maj 1989.«

Hvorfor brugte PET ikke røveriet i Lyngby og pågribelsen af PFLP-folk med seks millioner kroner i Paris som en anledning til at presse banden?

»Der blev aldrig ført bevis for, at det var penge fra Lyngby. Det kan man også læse tydeligt i kommisionens beretning. Der var ikke nogen som helst forventning om, at man på baggrund af det, der skete i Frankrig, kunne stille nogen her i landet til ansvar med det materiale, man havde.«

»Essensen er, at vi lever i et retssamfund hvor man selvfølgelig skal skabe et vist grundlag før man overhovedet tager sig skridt til at rette en mistanke mod folk. Det er PETs arbejde, hvilket fremgår af kommissionens beretning. PETs arbejde var igennem mange år at finde ud af, hvad der i det hele taget foregik. Om det var terrorstøtte, om det var ulovlig virksomhed eller om det i højere grad var en politisk, ideologisk indsats, de var i gang med.«

Weimann vurderer, at der, ift. røveriet i Lyngby, fra PETs side enten var tale om, at PET var ude efter PFLP og ikke var interesseret i et enkeltstående bankrøveri, eller at PET simpelthen ikke vidste, hvad der foregik, siden man ikke foretog sig noget. Hvilken analyse hælder du til?

»Med hensyn til den første påstand, så kunne PET ikke drømme om dække over en forbrydelse. Derfor har den ikke nogen gang på jord. Det er også det, kommisionen finder ud af. I forhold til den anden konklusion var der rent faktisk ikke ret dyb indsigt i, hvad der foregik. Man havde store besværligheder med at finde ud af, hvad formålet med kontakterne til PFLP var.«

Jørn Moos har tidligere kritiseret PET for ikke at dele flere oplysninger med efterforskerne og handle hurtigere. Gør det et andet indtryk, at folkene fra Blekingegadebanden selv stiller de spørgsmål?

»Overhovedet ikke. Jeg synes ikke, de er helt på den samme galej, når man hører, hvad de er citeret for. Jeg mener, at der endeligt er gjort op med teorierne fra Jørn Moos og andre om, at PET spillede med fordækte kort. Det er efter min bedste overbevisning klart og tydeligt tilbagevist. Det er ikke mere at komme efter i den sag. Det er uendeligt meget lettere at komme med alle konklusionerne i dag, når man sidder med et fantastisk materiale end dengang, man kun havde nogle ganske små brudstykker, som ikke rigtigt passede sammen.«

Hvordan hænger forklaringen om, at man har haft brikker, men at man ikke kunne samle dem til et helt puslespil, sammen med, at Blekingegadebanden selv var så bevidste om den interesse og overvågning, I udførte?

»Grundlaget for deres virksomhed var, at de var så skarpe i hovedet, at de måske havde en meget større viden om, hvad politiet og efterretningstjenesten rendte og lavede. De kunne imødegå en afsløring. Jeg synes, det siger mere om dem end os. Derfor kan man også sige, at gruppen var noget helt specielt, fordi den opererede på en måde, som man sjældent har set i Danmark.«

»Man har været så sikkerhedsbevidst, at det næsten gjorde ondt. Det er meget betegnende for folk, som kører efter en nærmest fanatisk, ideologisk teori og prøver at føre den ud i virkeligheden.«