PET: Avis skal have mere end buksevand for at trykke bog

JP/Politikens Hus og Christian Jensen mener, at PET gik helt galt i byen og misforstod loven i forbudssag.

I Østre Landsret kæmper chefredaktør Christian Jensen og JP/Politikens Hus for at blive frifundet i en privat straffesag, som Politiets Efterretningstjeneste har anlagt. (Arkivfoto) Dall Jakob/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En erfaren advokat fortalte Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, at modstandere ville give ham buksevand, hvis han valgte at trykke bogen »Syv år for PET«.

Avisen bragte derefter hele bogen som særsektion. Og det på et tidspunkt, hvor en dommer havde forbudt JP/Politikens Hus at gengive detaljer fra bogen. Forbuddet var dog ikke rettet mod den ansvarshavende redaktør.

I Østre Landsret torsdag gentager Politiets Efterretningstjeneste et krav om, at Christian Jensen skal idømmes fængsel i fire måneder.

I givet fald vil dommerne støde ind i strafloftet i retsplejelovens bestemmelse. Desuden skal mediekoncernen af med en bøde på 15 millioner kroner for handlingen, som fandt sted 9. oktober 2016, lyder kravet.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf fortæller i bogen om sin tid i efterretningstjenesten. PET forsøgte at bremse bogen af frygt for, at den ville afsløre fortrolige oplysninger om blandt andet PET's arbejdsmetoder og samarbejdspartnere.

I sin procedure hæfter advokat Henrik Nedergaard Thomsen sig ved rådgivningen af Christian Jensen.

»Man mente nok ikke bare buksevand, når man sagde buksevand. Man er nødt til at straffe hårdt, ellers er der ingen præventiv effekt,« siger PET's advokat.

Sidste år kom Københavns Byret frem til, at JP/Politikens Hus skulle betale en bøde på 100.000 kroner, mens chefredaktøren blev straffet med 50.000 kroner. Men det er slet ikke nok, mener PET.

»Det beløb vil end ikke kunne genfindes som en decimal i selskabets årsrapport, som er angivet i millioner,« siger advokat Henrik Nedergaard Thomsen. Koncernen har en omsætning på mere end tre milliarder kroner.

»Incitamentet til at afstå fra at gøre sådan noget igen skal naturligvis etableres,« lyder opfordringen.

På podiet hører de tre dommere helt andre toner fra advokat Martin Dahl Pedersen, der repræsenterer koncernen og chefredaktøren.

»Det er ganske enkelt uhørt og helt disproportionalt,« siger advokaten om PET's strafkrav.

Det meste af taletiden bruger han dog på at forklare, hvorfor dommerne skal nå frem til en frifindelse.

For det første var det forbud, som en dommer natten til 8. oktober nedlagde, rettet mod den forkerte. Det var stilet til JP/Politikens Hus. Ifølge medieansvarsloven er den rigtige adressat et medies ansvarshavende redaktør.

»JP/Politikens Hus har ikke haft instruktionsbeføjelser overfor Christian Jensen, for det er man ikke berettiget til.«

»En udgiver skal ikke kunne lægge pres på redaktører. Det er et mangeårigt og kolossalt vigtigt princip for dansk presse,« siger advokaten.

Nogle timer efter dommerens kendelse om forbud kørte to betjente til Rådhuspladsen i København for at foretage en såkaldt forkyndelse. De spurgte efter Poul Madsen fra Ekstra Bladet.

Også andre oplysninger i sagen viser, at det netop var Ekstra Bladet, som PET med dommerens forbud ville ramme, fastslår advokat Martin Dahl Pedersen.

Grundprincipper om forudsigelighed og legalitet gør, at der skal ske frifindelse, mener han.

Derimod hævder PET's advokat, at JP/Politikens direktør, Stig Ørskov Kirk, kunne og burde have sat hælene i, da Christian Jensen fortalte ham om planen om særsektionen.

»Det var hans forretningsmæssige ret. Det er en misforståelse af medieansvarslovens system, når det hævdes, at medieforetagender ikke har indflydelse på indholdet. Man kunne for eksempel fastlægge en overordnet linje om, at man vil overholde forbud,« siger Henrik Nedergaard Thomsen.

Landsretten afsiger dom 13. februar.

/ritzau/