Politiets efterretningstjeneste (PET) har meldt tidligere chef Jakob Scharf, Radio24syv og JP/Politikens Hus til Københavns Politi som følge af bogen »Syv år for PET - Jakob Scharfs tid«.
PET vurderer, at tidligere chef for efterretningstjenesten Jakob Scharf har videregivet oplysninger, som er omfattet af hans tavshedspligt i bogen, som blandt andet bygger på interviews med den tidligere spionchef.
Sagen er nu overdraget til Københavns Politi, da Scharf kan have overtrådt straffelovens § 152, og at forfatter og forlag kan have gjort sig skyldig i medvirken hertil.
PET opfatter også Radio24syvs omtale af indholdet i bogen i radioen og JP/Politikens Hus' offentliggørelse af hele bogen i søndags som mulige brud på straffeloven. PET vil samtidig lægge sag an mod JP/Politikens Hus med påstand om straf og eventuel erstatning for overtrædelse af forbuddet mod at offentliggøre bogen i kendelsen fra Københavns Byret.
Københavns Politi vil ikke kommentere sagen.
Justitsminister Søren Pind (V) siger til TV2 News, at han var orienteret om PETs anmeldelse. Til spørgsmålet om, hvorvidt det er en indskrænkelse af ytringsfriheden, svarer han.
»At forfølge potentielle ulovligheder ved at gå til politiet er et almindeligt middel i Danmark, det har PET valgt at gøre, og det har jeg ikke nogen indvendinger mod. Det er politiet, der skal vurdere, om der er sket noget strafbart eller ej, og det er jeg helt tryg ved.«
Søren Pind skrev på Facebook i søndags, at Politiken krænker retsstaten med sin beslutning om at udgive bogen i et særtillæg. Den side af sagen har han ikke mere at tilføje til.