PET advarer danskere mod deltagelse i Syrien-krigen

Unge danskere, som tager til Syrien for at kæmpe mod præsident Assad, risikerer at blive radikaliseret og vende hjem som samfundstrusler, advarer chef for PETs terroranalyse.

Chef for Center for Terror Analyse, Søren Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Unge danskere, som drager i krig på oprørernes side i Syrien, risikerer at blive så radikaliserede og få så udviklede dræberevner, at de vil udgøre en trussel mod samfundet, når de vender tilbage til Danmark. Sådan lyder advarslen nu fra Center for Terror Analyse (CTA) som er en del af Politiets Efterretningstjeneste.

CTAs nytiltrådte chef, Søren Jensen, siger til Berlingske Nyhedsbureau, at Syrien i øjeblikket tiltrækker unge skandinaver - herunder danskere - fordi det er så relativt nemt at komme til.

- Vi har set fra andre lande eksempler på, at folk, der tager til kamp- og konfliktzoner i den del af verden, ofte vil blive udsat for oplevelser, der kan radikalisere dem i ekstrem islamistisk og militant retning, siger Søren Jensen.

- Når man er i en konfliktzone, gennemgår man typisk et træningsforløb, man er i kamp, man lærer nogle teknikker, får nogle kapaciteter. De har måske fået en råhed og en vilje til at gøre ting, som de ellers ikke tidligere ville have været villige til at gøre, siger CTA-chefen.

Der har været flere historier fremme i danske medier, om danskere, der er taget til Syrien for at tage del i borgerkrigen. Blandt andre »Sam Sam«, alias Ahmed Samsam fra Vollsmose, der er vandret ind og ud af danske fængsler. Ham traf DRs korrespondent Puk Damsgaard i Syrien, hvor han erkendte, at have været en belastning for samfundet:

- Men nu føler jeg, at jeg er til aflastning og det er en følelse, der er titusinde-hundrede gange bedre, sagde han til TV Avisen.

Søren Jensen mener, at den syriske konflikt appellerer til flere forskellige grupper.

- Der har blandt andet været historier i pressen om erklærede kriminelle, der har valgt at tage til Syrien og kæmpe mod Assad, siger Søren Jensen.

Center for Terroranalyse under PET kender til andre eksempler, som Søren Jensen ikke kan uddybe nærmere. Men han nævner, at Information har kørt en serie, hvor de har fulgt to skandinaver under dæknavne.

Ifølge Søren Jensen, er det også en kendsgerning, at flere ekstremistiske netværk er aktive i konflikten i Syrien, blandt andre al-Qaedas irakiske afdeling.

- Vi siger ikke, at alle, der tager derned, nødvendigvis ender sådan, men fra Somalia og Pakistan har vi set, at folk der tager ud og kæmper, kan udgøre en trussel mod Danmark, når de vender hjem, siger Søren Jensen

Han advarer samtidig om, at de unge danskere kan fungere som facilitatorer. Personer der trækker flere danskere og andre skandinaver til, fordi de kender områderne.

- Det indebærer yderligere risiko for radikalisering, og er en del af trusselsbilledet mod Danmark, som også er noget af det vi holder øje med, siger Søren Jensen.

Derfor kommer chefen for terroranalyse nu med en opfordring til pårørende og andre i kredsen omkring de personer, der overvejer at tage af sted:

- Selvfølgelig skal de der tager af sted vide, hvad de risikerer, og deres og familie og venner, der måske er med til at rådgive dem, skal også være klar over, hvad de risikerer at blive udsat for, siger han.

Her foregår analyserne

Center for terroranalyse er oprettet 1. januar 2007 som et samlet dansk center for analyse og vurdering af terrortruslen.

CTA har en fast stab på godt 15 medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Politiets Efterretningstjeneste (PET), Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen. Centret har direkte adgang til oplysninger fra de fire myndigheder og har til huse i PETs hovedkvarter i Søborg, men udfører ikke selv operative opgaver.

Centret udarbejder strategiske analyser af tendenser på terrorområdet nationalt og internationalt, vedrørende radikalisering, rekruttering, ideologi, fremgangsmåder, politisk ekstremisme og terrorfinansiering. Yderligere foretager CTA trusselsvurderinger i tilknytning til bestemte begivenheder, personer, organisationer og sektorer samt generelle vurderinger af terrortruslen mod Danmark.

Visse uklassificerede analyse lægges ud på PETs hjemmeside.