Personpåkørsel lammer togtrafik vest for København

En mand er mandag eftermiddag blevet ramt af et tog ved Hvidovre. Politi og redningsarbejdere er på stedet.

Politibil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

En mand er blevet ramt af et tog vest for København, og derfor er togdriften indstillet mellem København og Høje Taastrup. Også S-togs-driften er påvirket.

Det oplyser DSB mandag eftermiddag.

Påkørslen er sket mellem Glostrup Station og Brøndbyøster Station, oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Thomas Christensen.

»Vi fik anmeldelsen klokken 14.17. Vi er på stedet, og arbejdet fortsætter lidt endnu. Jeg kan ikke sige, hvornår det er færdigt,« siger han lidt før klokken 16.

Også redningsarbejdere er på stedet, men vagtchefen kan ikke sige noget om mandens tilstand.

Togpassagerer, der skal rejse på strækningen, herunder personer på vej mod Fyn eller Jylland, må væbne sig med ekstra tålmodighed.

DSB forventer, at fjern- og regionaltogene begynder at køre igen omkring klokken 17, mens de første S-tog kan genoptage driften omkring 16.30.

Der er indsat togbusser mellem Valby og Glostrup. Ved begge stationer er det muligt at skifte til S-tog.

Da mange tog står stille på grund af ulykken, går der tid, før driften er normaliseret, oplyser DSB.

/ritzau/