Person er i livsfare efter kollision mellem traktor og bil

Pårørende er endnu ikke underrettet, så politiet tilbageholder foreløbig oplysninger på tilskadekommen.

En person blev fredag aften livsfarligt kvæstet i et færdselsuheld ved Vojens.

Det fortæller Bjørn Pedersen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

»Vedkommende er i kritisk tilstand og skal med eskorte til Odense Universitetshospital,« siger han.

De pårørende er endnu ikke underrettet. Derfor ønsker politiet ikke at oplyse om den tilskadekomnes alder eller køn.

Uheldet fandt sted i krydset mellem Strandelhjørnvej og Elmegårdsvej mellem Aabenraa og Vojens.

Den tilskadekomne var fører af en personbil, der kolliderede med en traktor.

Ifølge Bjørn Pedersen kom føreren af traktoren ikke til skade under uheldet.

Den tilskadekomne blev først bragt til sygehuset i Aabenraa med eskorte efter uheldet.

Ifølge Bjørn Pedersen vil vedkommende fredag aften blive bragt til Odense Universitetshospital - ligeledes med politieskorte.

/ritzau