Penkowa var lægecensor til i sidste uge

Helt frem til sidste uge har den bedrageridømte Milena Penkowa været censor på lægestudiet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På trods af en svindeldom og den kendsgerning, at al hendes forskning for tiden bliver efterforsket for svindel, så har Milena Penkowa indtil i tirsdag den 15. marts 2011 fungeret som censor for landets lægestuderende.

Det skriver B.T. tirsdag.

Oplysningen fremgår af et svar til Folketinget fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).

Senest blev Penkowa forlænget af censorformandskabet for lægeuddannelsen 1. april 2010 - altså 14 dage efter, at hun blev suspenderet fra Københavns Universitet for den straffesag, der i december gav hende dom på tre måneders betinget fængsel for underslæb og dokumentfalsk

Den ansvarlige formand og overlæge Jan Fahrenkrug fra Bispebjerg Hospital ville mandag ikke komme til telefonen for at forklare, hvorfor de kunne bruge en svindelanklaget forsker til at bedømme, om kommende læger er egnede.

Han henviser til kontorchef Mette Ring Rossing fra Universitets- og Byggestyrelsen, der fortæller, at man stoppede med at bruge Milena Penkowa i sidste uge.

Hvordan kan hun være censor, mens hun bliver undersøgt for snyd med sin forskning?

- Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan kun fortælle, at man har valgt at stoppe med at bruge hende i sidste uge, siger kontorchef Mette Ring Rossing.

Ifølge SF's Jonas Dahl er sagen direkte pinlig:

- Det viser, at det hele sejler i Videnskabsministeriet. At man fortsætter med at lade Milena Penkowa være censor på trods af svindelanklager tyder på, at de slet ikke har fattet alvoren, siger han til B.T.

/ritzau/