Patientreform skal redde sundhedsvæsnet

Det er sidste udkald for det offentlige danske sundhedsvæsen, hvis man vil undgå, at kunderne løber skrigende væk og kaster sig i armene på privathospitalerne.

Hvis det offentlige danske sundhedsvæsen skal blive ved med at have kunder i butikken, er det ikke nok at kunne behandle sygdomme ordentligt. Patienten vil også som person have en ordentlig behandling, ellers vil en større del af befolkningen i stedet vælge privat behandling. Det forudser en bred gruppe af personer med en særlig interesse for det danske sundhedsvæsen.

Onsdag præsenterede gruppen et forslag til en ny sundhedsreform eller rettere en patientreform, for idéen med reformen er netop at sætte brugeren og brugerens oplevelse af behandlingsforløbet i centrum.

I forslaget beskriver gruppen seks områder, hvor sundhedsvæsnet skal blive bedre, hvis det vil gøre sig håb om at leve op til kravene fra fremtidens brugere. Det handler om at blive bedre til at tilbyde omsorg, kommunikation, tryghed, tilgængelighed, sammenhæng og om at skabe et helbredende miljø.

/ritzau/