Patientforening: Opgiv supersygehusene

Hvis det kniber med pengene, så bevar de små sygehuse, siger Patientforeningen Danmark

Foto: Henning Bagger

Hvis de 40 milliarder kroner, der er afsat til ambitionen om et topmoderne sygehusvæsen i verdensklasse, alligevel ikke rækker, så drop de største projekter og lad være med at rive de små sygehuse ned.

Det foreslår formanden for Patientforeningen Danmark, Karsten Skawbo-Jensen som en løsning.

-Vi er helt enige med Sundhedsstyrelsen i, at specialerne skal samles på færre sygehuse. Det får kvaliteten op og dødeligheden ned. Men de allerstørste sygehuse er ikke nødvendigvis nogen god ide. De er ikke ligeså effektive som de mindre sygehuse.

- Et kompromis kan være, at specialerne samles på store sygehuse, mens de små sygehuse får medicinske patienter og opgaver med eksempelsvis genoptræning og forebyggelse, siger Karsten Skawbo-Jensen.