Patienter har fået bedre mulighed for at klage

Det er blevet nemmere at klage over sundhedsvæsnet for danske patienter. Det viser en ny evaluering af patientklagesystemet, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Patienterne har blandt andet fået mulighed for dialogsamtaler, bedre klagemuligheder og lettere klageadgang. Men evalueringen viser også, at sagsbehandlingstiden stadig er for lang.

Folketinget ændrede i 2010 loven om klage-og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, og i 2011 blev Patientombuddet oprettet med blandt andet det formål at give patienterne bedre klagemuligheder og lettere klageadgang.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er glad for evalueringens resultater, men ærgrer sig over de lange sagsbehandlingstider.

»Patienter bør ikke vente unødigt lang tid på at få en klagesag behandlet. Derfor er Patientombuddet også i gang med at lave en handlingsplan, der blandt andet har til formål at få gjort sagsbehandlingstiderne kortere«, siger Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

Han vil som opfølgning på evalueringen invitere Folketingets sundhedsordførerne til møde, hvor det skal drøftes, om der er behov for at justere patientklagesystemet.

BNB