Patienten døde - Højesteret frifinder læge for grov forsømmelighed

Højesteret sætter endeligt juridisk punktum i meget omtalt sag, som har skabt oprørsstemning blandt landets læger.

Foto: Sonny Munk Carlsen. Højesteret har nu afsagt sin dom i den meget omtalte Svendborg-sag, hvor en yngre læge har været anklaget for at udvise grov forsømmelighed i forbindelse med et patientforløb for en 66-årig mand.
Læs mere
Fold sammen

Lægen gav udtrykkeligt en sygeplejerske besked om, at patienten skulle have målt sit blodsukker, og derfor måtte lægen også kunne forvente, at dette skete - og at der blev fulgt op på hendes besked.

På den baggrund skal lægen ikke dømmes for grov forsømmelighed, selv om blodsukkeret rent faktisk ikke blev målt. Derfor frifindes hun.

Sådan lyder den centrale passage i den dom, som Højesteret netop har afsagt i den meget omtalte Svendborg-sag, hvor en yngre læge har været anklaget for at udvise grov forsømmelighed i forbindelse med et patientforløb for en 66-årig mand, der døde, efter at der var sket fejl på fejl under hans indlæggelse.

Dermed lyder formentligt et stort lettelsens suk fra tusindvis af lægens kolleger, som har fulgt sagen og støttet den unge læge.

Sagen udspringer af et tragisk forløb på akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus en nat tilbage i august 2013.

Hér blev 66-årige John Clausen indlagt med voldsomme mavesmerter. Lægen, som nu er frifundet i Højesteret, var forvagt og konstaterede, at han havde diabetes, og at blodsukkeret ikke var blevet målt ved modtagelsen.

Lægen bad mundtligt en sygeplejerske om at sørge for, at dette blev gjort, men dette fik hun ikke ført ind i journalen, og blodsukkeret blev aldrig målt.

Ud på morgenen blev John Clausen fundet i koma og med en svær hjerneskade som følge af for lavt et blodsukker. Han døde en måned senere.

En overlæge på afdelingen meldte såvel forvagten som bagvagten, der er en mere erfaren læge, som kan yde rådgivning og assistance, til politiet.

I byretten blev begge frikendt, men i landsretten blev forvagten dømt for grov forsømmelighed og fik en bøde på 5.000 kroner.

Det skete blandt andet med den begrundelse, at hun ikke havde notereret beskeden til sygeplejersken om blodsukkermålingen i journalen, og at journalen heller ikke indeholdt en plan for kontrol af patientens diabetes, ligesom lægen ikke sikrede sig, at hendes mundtlige instruks blev fulgt.

Det er den dom, der nu er blevet omstødt af et flertal af dommerne i Højesteret.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder dommerne det ikke godtgjort, at lægen ikke - som anført i anklageskriftet - havde ordineret hyppige blodsukkermålinger, ikke havde lagt en plan for, hvordan patientens blodsukker skulle behandles, og ikke havde fulgt op på manglende blodsukkermålinger.

Dermed havde lægen ikke »handlet med en sådan høj grad af uagtsomhed, at det kunne betegnes som en grovere forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af hendes virksomhed som læge,« hedder det.

Det er et snævert flertal af dommerne, der når frem til den afgørelse.

Tre af de syv dommere mente faktisk, at lægen havde handlet »i strid med basal lægefaglig viden og udvist grovere forsømmelse«. Det var, ifølge mindretallet, sket ved at »undlade at lægge og instruere om en plan for behandlingen af As (patientens, red.) insulinbehandlede diabetes under hans indlæggelse, herunder med henblik på at forebygge at meget lavt blodsukker kunne medføre risiko for varig hjerneskade«.

Afgørelsen fra Højesteret har været imødeset med spænding og betydelig ængstelse i sundhedsvæsenet, hvor Svendborg-sagen har udløst en omfattende og indædt debat om lægers ansvar og arbejdsbetingelser.

Sagen har nærmest udløst et veritabelt lægeoprør mod såvel »ledelsen« i det danske sundhedsvæsen som mod tilsynsmyndighederne i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er ikke hverdagskost, at en læge anklages for grov forsømmelighed, og for tusindevis af læger fremstår det som dybt urimeligt og uretfærdigt, at lægen og sagen overhovedet er havnet i retssystemet.

De mener, at den yngre læge er blevet en syndebuk i et hårdt presset sundhedsvæsen, hvor der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer, og hvor ledelser på sygehusene og i det politiske system smyger sig uden om ansvaret for at skabe acceptable arbejdsforhold.

Synspunktet er, at lægens handlinger den nat i Svendborg ikke var usædvanlige i en almindelig klinisk hverdag, hvor læger, sygeplejersker og andre medarbejdere overbringer massevis af mundtlige beskeder til hinanden, og hvor alt ikke lige bliver journalført med det samme.

I kølvandet på Svendborg-sagen er der således opstået en bevægelse under hashtagget #detkuhaveværetmig, som tusindevis af læger har bakket op om, og som også har ført til protest-demonstrationer foran sundhedsministeriet.

Det modsatte synspunkt har været, at det er nødvendigt, at det i nogle tilfælde får en retslig konsekvens, når noget går galt, og at heller ikke læger kan være ansvarsfri, hvis de begår fejl, som får alvorlige konsekvenser.

Det har blandt andet været fremhævet, at det lægefaglige arbejde den pågældende nat var langt under standard, og at det var den samlede indsats, der var for dårlig.

Dette var da også anklagerens argument i Højesteret, hvor han fremhævede, at det ikke var tilstrækkeligt med en mundtlig besked om blodsukkermåling. I lyset af patientens smertebillede med mavesmerter, kvalme og opkastning burde der være fulgt op på netop blodsukkermålingen.

Derfor havde anklageren argumentet for en skærpet straf og en bøde på 10.000-15.000 kroner.

Lægeforeningen har anerkendt, at læger, som er til fare for patientsikkerheden, naturligvis skal stoppes. Men retssager med anklager om grov forsømmelighed og trusler om bøder og fængselsstraf er ude af proportioner. Advarsler eller påtaler ville være en mere passende reaktion, vurderer foreningen.

Lægeforeningen havde allerede inden domsafsigelsen krævet lovændringer, såfremt lægen også blev dømt i Højesteret.

I foreningen kalder man således dommen for en »sejr for fornuften og det eneste rigtige udfald af denne sag, som er dybt ulykkelig. Først og fremmest for patienten og de pårørende, naturligvis, men den er også af principiel betydning for lægestanden,« konstaterer lægernes formand, Andreas Rudkjøbing.

Han peger på, at det ville have fået uoverskuelige konsekvenser for helt almindeligt lægearbejde, såfremt lægen var blevet kendt skyldig.

»Vi arbejder i en virkelighed, hvor vi skal tage beslutninger – nogle gange hurtigt og på et ufuldstændigt grundlag. Vi skal handle og er afhængige af hinanden og kollegaer fra andre fag. Derfor er det en stor lettelse og indlysende rigtigt, at Højesteret frifinder lægen og sætter punktum i den ulykkelige sag,« siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeformanden er glad for, at der nu er kommet klarhed over juraen og mener, at sagen må få Styrelsen for Patientsikkerhed til at ændre praksis.

»At forebygge fejl sker ikke ved at føre retssager mod de læger, der er nederst i hierarkiet. Jeg forventer nu en anden tilgang med mindre fokus på enkeltpersoner. Til gengæld bør både styrelsen og regioner skrue op for læring, klare arbejdsgange, ledelsesfokus samt aktiv opbakning til de unge læger, som tager imod patienterne,« siger Andreas Rudkjøbing.

I Danske Regioner bebuder formand Stephanie Lose (V), at der vil blive handlet på sagen.

»Den debat, som denne sag har affødt, viser med al tydelighed, at der er grund til, at vi sikrer os, at rammerne for det daglige arbejde i sundhedsvæsenet er klare og betryggende for patienterne og vores medarbejdere,« siger hun.

Regionerne vil også se på, om man i dag har fundet den rigtige balance i forhold til at straffe »brodne kar« i sundhedsvæsenet på den ene side og lære af fejl på den anden«.