Passager dræbt i bilulykke - fører kørte ind i et træ

Føreren af en bil, der kørte ind i træ, er anholdt. Mandlig passager i bilen er afgået ved døden.

Nørresundby. En 41-årig mand er tirsdag aften afgået ved døden efter en bilulykke på Toftevej i Nørresundby.

Manden var passager i en personbil, der kørte ind i et træ. Føreren af bilen, en 55-årig mand, er anholdt, da politiet har mistanke om, at der har været tale om spirituskørsel.

Udåndningsprøven har ifølge Per Jørgensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, vist tegn på indtagelse på spiritus.

Føreren er efterfølgende blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med brækket ribben og kraveben.

Ifølge politiet skal han fremstilles onsdag og kan blive sigtet for uagtsomt manddrab.

De pårørende til den dræbte er underrettet.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik skyldes hver femte dødsulykke i trafikken alkohol.

I 2018 var der alkohol involveret i mere end hver tiende trafikulykke i Danmark, viser tal fra politiet.

/ritzau/