Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danskere, der bliver syge under ferien i lande som Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet eller Spanien, skal passe på lokale lægebesøg. Det skriver Politiken.
Selv om turisten er dækket af det gule sygesikringsbevis, prøver kreative læger nemlig at score kassen på overflødige lægebehandlinger og uhørt høje medicinpriser. Det kan eksempelvis være, at behandling af tre vabler koster 3.460 kroner, en ambulancetur på tre kilometer bliver til to timers køretur til en pris på 6.000 kroner, eller en ryglidelse bliver tilset af en gynækolog. Lægerne trækker også patienterne til inkasso flere år efter hjemrejse.
Det viser mere end 1.100 sager fra Bulgarien, som SOS International, der håndterer den offentlige rejsesygeforsikring, fører mod de udenlandske lægers faktureringsbureau Global Assistance.
De 1.100 sager udgør 25 procent af alle skadesager fra Bulgarien i perioden 2008 til 2010.
»I hele SOS Internationals 50-årige historie har vi aldrig oplevet en sag med så konsekvent omgåelse af regler og praksis som den aktuelle fra Bulgarien«, siger Søren Hedegaard Madsen, der er nordisk skadechef i SOS International.
Udgifter ude af kontrol
Og tendensen breder sig. På feriesteder i Grækenland, Spanien og Tyrkiet findes der også læger, som fejl- og overbehandler. Det er ikke kun til gene for de danskere, der bliver overmedicineret eller holdt uforholdsvis længe i sygesengen, for de opskruede lægeregninger koster danske skatteborgere og forsikringskunder dyrt, fordi sundhedsudgifterne kommer ud af kontrol.
Alene sidste år betalte sygesikringen 153 millioner kroner for danskeres lægebehandlinger i udlandet.
»Derfor slår vi også hårdt ned på det nu, så vi ikke risikerer, at det breder sig. Det skal ikke kunne lade sig gøre at malke Danmark for penge på denne måde«, siger Søren Hedegaard Madsen til Politiken.
Han estimerer, at der generelt overfaktureres for flere millioner kroner.