Partier vil retsforfølge danske jihadister i udlandet: Det »kunne være på Cypern«

De Konservatives Naser Khader vil undersøge muligheden for at oprette en international krigsforbryderdomstol, så danske fremmedkrigere både kan retsforfølges og afsone uden for Danmarks grænser. Socialdemokratiet bakker op.

De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, vil undersøge muligheden for at retsforfølge danske fremmedkrigere i udlandet.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Regeringen vil undersøge muligheden for at oprette en international krigsforbryderdomstol i udlandet, hvor jihadister med dansk pas kan retsforfølges og senere afsone en eventuel fængselsstraf.

Sådan lyder meldingen fra de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, som i samarbejde med Dansk Folkeparti har indkaldt til en høring, hvor muligheden skal drøftes.

»Min holdning er, at de her mennesker har vendt Danmark ryggen, og jeg mener ikke, at vi skal røre en finger i forhold til at hente fremmedkrigere hjem. Selvfølgelig skal de retsforfølges, men det behøver ikke at være i Danmark,« siger Naser Khader.

Ideen om at retsforfølge danske jihadister, hvor de sidder fængslet – f.eks. i Syrien – har tidligere været fremsat, men både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har afvist det som en mulighed.

Netop derfor mener Naser Khader, at man bør afsøge andre muligheder i samarbejde med de andre lande, som står i et lignende dilemma med fremmedjihadister.

»Både domstolen og afsoningen kunne eksempelvis være placeret på Cypern eller i den kurdiske del af Irak, hvis de er med på det. Det kan lade sig gøre, men det er et spørgsmål om politisk vilje,« siger han.

Når de bliver løsladt, vil de stadig kunne komme til Danmark. Vil det være bedre at få dem hjem i første omgang, retsforfølge dem og derefter kunne holde øje med dem?

»Der er risiko for, at de radikaliserer andre i danske fængsler. Hvad der skal ske om 10-20 år, må vi forholde os til på sigt. Men jo længere tid de er uden for Danmarks grænser, desto bedre er det,« siger Naser Khader.

Forskellige meldinger

Berlingske har de seneste uger beskrevet sagen om den danske IS-jihadist Jacob El-Ali, som befinder sig i Syrien og er sigtet og efterlyst for terrorisme. Manden har bl.a. delt billeder på Facebook, hvor han i IS-uniform poserede med afhuggede hoveder.

Jacob El-Ali vil gerne tilbage til Danmark, og han udstiller et dilemma, som regeringen gennem den seneste tid er kommet med forskellige løsningsforslag på.

I februar opfordrede den amerikanske præsident Donald Trump de europæiske lande til at hente fremmedkrigere hjem og retsforfølge dem. Det fik udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til at udtale til TV 2, at han »ingen interesse« har i at hjælpe danske fremmedkrigere til Danmark. Senere slog justitsminister Søren Pape Poulsen dog fast, at »vi ikke kan nægte danske statsborgere at komme tilbage til Danmark«.

Det har fået Enhedslisten til at kritisere regeringen for, at den »ikke ved, hvad den vil på det her område«.

I Socialdemokratiet siger retsordfører Trine Bramsen, at man gennem længere tid har presset på for at afsøge muligheden for at oprette en international krigsforbryderdomstol, og derfor glæder det hende, at det nu skal undersøges nærmere.

»Den rigtige løsning er, at vi hjælper med at opbygge et retssystem, så vi kan stille fremmedkrigere til ansvar,« siger Trine Bramsen.