Partier kræver skærpet værn mod IS-krigere nu

IS-krigere rejser hjem nu. Derfor er det uforsvarligt at vente til efteråret med øget grænsekontrol, siger partier.

Arkivfoto. I en propagandavideo opfordrer fire mænd, hvoraf to er dansktalende islamister, til at deltage i jihad, hellig krig, i Syrien. Fold sammen
Læs mere
Foto: framegrab / youtube
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen sætter Danmarks sikkerhed på spil ved at vente helt til efteråret med at indføre EU’s skærpede grænsekontrol, som skal dæmme op for de hellige krigere, der rejser hjem fra kampene for Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Konservative, der kræver, at den systematiske paskontrol af danskere og andre EU-borgere, som rejser ind i og ud af Schengen-området, skal indføres nu og ikke først om flere måneder, som regeringen har varslet, skriver Jyllands-Posten.

IS er presset og tæt på et kollaps på slagmarken, og det er nu, at krigerne flygter og rejser hjem til Danmark, advarer partierne.

»Vi kan ikke vente tre måneder. Vi skal i gang med den skærpede kontrol nu. Det handler om landets sikkerhed,« siger retsordfører Naser Khader (K) til Jyllands-Posten.

Han opfordrer regeringen til at sætte militæret ind som assistance, hvis der f.eks. ikke er kræfter til at løfte kontrolopgaven i Københavns Lufthavn.

Retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) kritiserer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for at være for »fodslæbende«, når hun giver Københavns Lufthavn lov til at vente indtil den 7. oktober med den skærpede kontrol. I de øvrige Schengen-lande trådte de nye regler i kraft i april.