Paris-borgmester rejser til København

Borgmesteren og viceborgmesteren fra den franske hovedstad rejser til København for at mødes med overborgmester Frank Jensen i kølvandet på weekendens terrorhandlinger.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), får besøg af sin kollega fra Paris, der mandag rejser til den danske hovedstad i kølvandet på weekendens terrorangreb.

Både borgmester Anne Hidalgo og viceborgmester Patrick Klugman fra den franske hovedstad kommer til København mandag morgen på et kort visit for at mindes ofrene for angrebene. De rejser tilbage til Paris igen mandag eftermiddag.

Anne Hidalgo og Patrick Klugman bliver modtaget af Frank Jensen på Københavns Rådhus klokken 9.45 sammen med overrabbiner Moché Lewin og Charlie Hebdo-journalisten Patrick Pelloux.

»For kun en måned siden var verdens øjne rettet mod Paris og det frygtelige attentat mod Charlie Hebdo og den jødiske menighed. Nu har terroren vist sit grimme ansigt i København,« siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

»Jeg er utroligt glad for støtten og for det gode samarbejde med min borgmesterkollega fra Paris, Anne Hidalgo. Det er vigtigt, at vi står sammen i denne svære tid og understreger, at vi aldrig vil lade os kue af frygten,« erklærer han.

Efter mødet på Rådhuset vil Anne Hidalgo besøge kulturhuset Krudttønden på Østerbro og herefter den jødiske synagoge på Krystalgade i det indre København, hvor weekendens terrorhandlinger fandt sted, oplyser Den Franske Ambassade.

De parisiske borgmestre har dog ikke mulighed for at deltage ved mindehøjtideligheden ved Krudttønden mandag aften klokken 20. Her ventes den franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, dog at være til stede.

Lørdag mistede en 55-årig mand livet, da en mand åbnede ild ved Krudttønden. Tre betjente blev såret. Samme gerningsmand dræbte søndag en 37-årig jødisk mand ved synagogen i Krystalgade i Indre By. Her blev to betjente såret.

Tidligt søndag morgen skød og dræbte politiet så den formodede gerningsmand på Nørrebro.