»Parforholdet er jo også helt utroligt kedeligt«

Det kræver kun et NemID-nøglekort, at Java er opdateret og nogle få museklik at blive skilt. Antallet af skilsmisser er rekordhøjt, så måske skulle vi finde nye måder at leve sammen på. Præsten Michael Brautsch, der er blevet landskendt via TV-programmet »Gift ved første blik«, deler her sit syn på parforholdet anno 2015.

»Problemet er sådan set ikke, at der er så mange skilsmisser. Problemet er, at der er så mange ulykkelige skilsmisser. Og vi er altså meget konservative. Rigtig mange mennesker kommer til at indrette sig, som var det 1950,« siger præst Michael Brautsch, kendt fra DRs »Kærlighed ved første blik«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julen er afslapning, familiehygge og tid til at glæde sig over livet. Eller ikke. For julen er nemlig også højtid for parforholdskriser.

»Når folk kommer til mig og fortæller om deres skilsmisser og parforholdskriser, så hører jeg ofte, at det er gået galt i julen eller sommerferien,« fortæller sognepræst Michael Brautsch fra Frederiksberg Slotskirke, der er kendt som præsten fra »Gift ved første blik«.

Her er han en af flere eksperter, der rådgiver og taler med TV-programmets nyetablerede par om ægteskabet og kærlighedens væsen.

»Når kriser blusser op i julen, skyldes det selvfølgelig, at der kan komme et voldsomt pres på parforholdet, når vi er meget sammen med vores familier. En del mennesker bruger jo arbejdet som et tilflugtssted. De flygter ind i arbejdet og undgår på den måde at forholde sig til deres partner og et parforhold, der måske skranter,« siger Michael Brautsch.

Glem forventningerne

Det kan også være en hel del nemmere at gå på arbejde end at se partneren i øjnene og få hjemmelivet til at ulme af hverdagslykke.

»For på arbejdet har man typisk en veldefineret rolle, og selvom man ikke nødvendigvis er et succesfuldt karrieremenneske, så har man ofte nogle faste rammer at forholde sig til – og det er jo dejlig trygt. Ofte er det ikke sådan i ægteskabet. Her flyder tingene mere, og måske er der også nogle uformelle krav til en, der ikke er ret veldefinerede. Når den første fascination er dampet af, er der rig mulighed for, at noget kan gå skævt,« konstaterer Michael Brautsch, der – da han går rundt i præstehaven, – spontont slår ud med hånden og peger på et drivhus, som er pakket med overvintrende haveudstyr:

»Ægteskabet er som et drivhus. Skrøbeligt og transparent – og nogle gange temmelig rodet.«

Noget af første, som man ifølge Michael Brautsch kan glemme alt om, når man går ind i parforhold, er forventningerne om, at man i al fremtid vil få gelé i knæene og hjertebanken, når man ser sin udkårne.

»Hvis man tror, at det bliver sådan, så bliver man skuffet. Der kan komme perioder, hvor det er fuldstændig væk,« siger Michael Brautsch, der som feltpræst har været i Afghanistan. Da han kom hjem, var der rigtig mange mennesker, der spurgte ham, hvordan det havde været? Han gik derfor og funderede lidt over, om der var nogle enkelte ord, der kunne ramme oplevelsen ind. Det var der ikke.

»For det var spændende, men det var også sjovt. Det var også forfærdeligt og ret fascinerede, og noget af tiden var det kedeligt. Det samme gør sig gældende for parforholdet. Man kan forvente, at det er mange forskellige ting og fremkalder mange forskellige følelser. Det modsatte af kærlighed er jo ikke had; det er ligegyldighed.

Ægteskabet er fantastisk dejligt og givende, men det er også besværligt og frustrerende, og så er parforholdet jo også helt utroligt kedeligt i nogle perioder. Der kan gå rigtig meget dagligdag i den, men så må man jo forsøge at lade sig inspirere af Dan Turèlls digt »Hyldest til hverdagen«, for det er der, man skal hen. Man skal finde ud af, hvordan man kommer til at holde af hverdagen. Den rødternede beskidte voksdug i køkkenet, det lidt lange skæg og ansigtet uden make-up er livet,« siger Michael Brautsch.

Skilmisssen-raten er eksploderet

Meget tyder på, at det netop er, når hverdagen får alvor ankommer, at folk giver op og gør kort proces. Skilsmisseraten er – igen – eksploderet. Fra 2012 til 2014 er den gået fra 46 til 54 procent.

»Det skyldes højst sandsynligt, at man nu kan blive skilt på borger.dk. Så det kræver ikke andet end et nøglekort og en opdateret Java. Det er jeg ikke tilhænger af. Det er for nemt at handle i afmagt. For hvis man bare lige kommer lidt væk fra sine følelser, der kan være voldsomme og overvældende, så kan man måske se mere nøgternt på sit forhold og overveje, om man har indrettet sig på den rigtige måde,« siger Michael Brautsch.

Folk er mest tilbøjelige til at blive skilt efter fire år. Ægteskabets tredje og femte år følger skarpt efter som de år, hvor skilsmissen rammer flest par.

»Det passer jo meget godt med, at den første fascination er væk. Man har måske kendt hinanden i nogle år, inden man blev gift, men så kom planlægningen af brylluppet, og så lever man højt på det i en periode, men der bliver også hverdag,« siger Michael Brautsch, som mener, at der måske er noget galt med den måde, som flertallet af os indretter os på.

»Vi er afgjort alt for traditionelle. Vi står med en model, hvor 54 procent af alle ægteskaber bliver opløst, og som institution er ægteskabet jo en oldgammel opfindelse fra en helt anden tid,« siger han og peger på, at vi i vores velstand – og det gælder måske særligt børnefamilierne – har placeret os i nogle vanskelige rammer, hvor den traditionelle kernefamilie på egen matrikel stadig er et ideal.

»Det er skønt, at man er sig selv i den lille familie, hvor man kan bestemme alt og ikke står til ansvar over for andre mennesker. Men når praktiske opgaver og uforudsete begivenheder skaber pres på familien, er der også kun den lille familie til at løse det. Det kan undre mig, at alle de eksperimenter med kollektiver og storfamilier, der var i 1960erne og 1970erne, stort set bare fes ud og blev til ingenting. Hvis man kunne arrangere sig, så man støttede og aflastede hinanden mere i alle hverdagens trivielle gøremål som madlavning, indkøb og pasning af syge børn, så ville helt sikkert kunne tage noget af presset på parforholdet,« mener Michael Brautsch, som peger på, at når oldekollet er den eneste kollektive boform, der har bidt sig ordentligt fast, så hænger det sammen med, at ældre mennesker er bedre til at erkende deres egen skrøbelighed.

Måske brug for flere partnere gennem livet

»Erkendelsen af skøbeligheden betyder, at man rækker ud efter andre mennesker. Man har brug for dem, og det skaber tryghed at have andre mennesker. Man er også svag og skrøbelig tidligere i livet – man tænker bare ikke så meget over det,« siger Michael Brautsch.

En anden mulighed er, at vi i endnu højere grad erkender, at det måske ikke altid er lykken at bo sammen med det samme menneske årti efter årti.

»I fremtiden vil mange mennesker formentlig leve i måske 90 år. Hvis man bliver gift, når man mellem 25 og 35 år, så vil det betyde, at rigtig mange mennesker får mulighed for at danne par i 55 til 60 år. Men tænk over, hvor meget et menneske kan ændre sig i løbet af den periode. Man kan jo blive et helt andet menneske. Måske var det fornuftigt at indrette sig på en måde, hvor man finder en, som man får børn med. Når børnene når en vis alder, er det måske på tide at finde den person, som man kan leve sit modne voksenliv med. En anden model kunne være, at man dannede par, men boede to forskellige steder, så man fik et større personligt råderum,« siger han:

»Man kan også se sin partner som en god livskammerat. Hvad så med følelserne og erotikken? Der er jo rigtig mange mennesker, der er utro, og utroskab er årsag til megen ulykke og gør mange mennesker kede af det. Så skal man måske finde en anden form for seksualitet og erotik, hvor man finder noget nyt at tænde på,« siger Michael Brautsch.

Han har netop sagt ja til at medvirke i DRs parforholdseksperiment »Gift ved første blik«, fordi han mener, at der er et stort behov for, at vi prøver at tænke udenfor boksen, når det kommer til parforholdet.

»Problemet er sådan set ikke, at der er så mange skilsmisser. Problemet er, at der er så mange ulykkelige skilsmisser. Og vi er altså meget konservative. Det virker som om, at vi har en indbygget uvilje mod at nytænke parforholdet. Rigtig mange mennesker kommer til at indrette sig, som var det 1950,« siger Michael Brautsch,

Og hvis det er tilfældet, så er der i hvert fald én ting, som man skal huske:

»Vi må ikke tage hinanden for givet, og vi skal huske at bruge tid på hinanden. Jeg vil sige, at man skal sætte sig over for hinanden i mindst en time om ugen og tale om, hvordan det går – og ikke om alle de praktiske gøremål i familien. Selvom man har et travlt liv, og børnene måske fylder meget, så skal man også finde en dag om måneden, hvor man laver noget sammen og får talt ordentligt. Hvis man gør sig umage med at forstå den anden, er man nået rigtig langt.«