Palæstinenser forsøgte at dræbe betjent i Sandholm

En 26-årig mand er fundet skyldig i drabsforsøg på en politiassistent. Han stak ham i halsen med en kniv.

En 26-årig mand er kendt skyldig i drabsforsøg på en politiassistent i Center Sandholm. Arkivfoto. Free/Colourbox Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hillerød. En tidlig morgen i september sidste år forsøgte en statsløs palæstinenser at dræbe en politiassistent med en kniv.

Det har Retten i Hillerød afgjort tirsdag, hvor et nævningeting har fundet den 26-årige mand skyldig i drabsforsøg.

- Et enigt nævningeting har kendt dig skyldig i alle forholdene, siger retsformand Margrete Nissen.

Retten har lagt vægt på, at manden angreb den intetanende og ubevæbnede betjent og stak ham med kniv flere gange.

Politiassistenten egen forklaring har også spillet en stor rolle i rettens vurdering af skyldspørgsmålet.

- Jeg frygtede for mit liv, sagde han under sin vidneforklaring, hvor han også beskrev, hvordan han havde kæmpet for at afvæbne med den 26-årige.

Den statsløse palæstinenser har selv erkendt, at han begik grov vold, da han stak politiassistenten i halsen, armen og ryggen.

Retten finder imidlertid, at den 26-årige forsøgte at dræbe.

Det fremgår dog i begrundelsen, at manden ikke havde planlagt at dræbe politiassistenten på forhånd.

Både politiassistenten og flere medlemmer af hans familie er mødt op i retten for at høre afgørelsen.

Den palæstinensiske mand var i gang med et indbrud i lejren 29. september sidste år, da han blev taget på fersk gerning af politiassistenten.

Her overfaldt han politiassistenten og stak ham med kniv i halsen, armen og i ryggen.

Den statsløse palæstinenser har boet i Udrejsecenter Sjælsmark, fordi myndighederne havde besluttet, at han skulle forlade Danmark.

Han er ud over drabsforsøg også fundet skyldig i at true en politibetjent på livet, begå fire indbrud, have et våben og prøve at flygte fra Vestre Fængsel.

På en seddel i Forsvarets lokaler i Center Sandholm, hvor manden begik indbrud, lå der en seddel på arabisk.

Her omtalte den 26-årige sig selv som "en ensom ulv i hjertet af jeres militære afdeling" - en betegnelse, der bruges af terrorister, der opererer alene og ofte har en tilknytning til Islamisk Stat.

Dommen ventes senere tirsdag eftermiddag. Her vil nævningetinget beslutte, hvilken straf manden skal have.

/ritzau/