Pædofilitiltalt journalists ekskone: Han var børnenes ven

I badebassinet og ved spabadet var en i dag pædofilitiltalt journalist ifølge ekskone fuld af ideer til lege.

Journalisten har i Retten i Roskilde erkendt, at han gjorde det. Dog nægter han sig skyldig i forhold til anklager om, at han også skulle have krænket sine egne børn (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sammen har de tre børn, og i hjemmet var en i dag pædofilitiltalt journalist i hopla, når der var andre børn i hjemmet.

Det fortæller journalistens nu tidligere hustru, som han har levet sammen med i 25 år, fredag i Retten i Roskilde.

»Han var børnenes ven. Han var rigtig god til at gå ned på deres niveau og til at lave lege ude i badebassinet. Og oppe ved spabadet var han også god til at lave lege med børnene,« lyder det fra ekskonen.

Det var blandt andet netop ved spabadet, at journalisten gennem en årrække ifølge anklagemyndigheden krænkede 31 børns blufærdighed ved at tage billeder af dem og deres kønsdele, mens de legede i badet.

Journalisten har i retten erkendt, at han gjorde det. Dog nægter han sig skyldig i forhold til anklager om, at han også skulle have krænket sine egne børn.

Ekskonen fortæller i retten om en af de lege, som journalisten legede med børnene. Hun have ingen mistanke om, at han begik overgreb mod dem.

»Der var en leg, som hed »Hvem kan …", hvor børnene skulle gøre forskellige ting. Det kunne for eksempel være »Hvem kan slå en kolbøtte«,« lyder det fra den spinkle kvinde i vidneskranken.

I anklageskriftets mange forhold handler netop et af dem om, at han har filmet mod en seksårig piges kønsdele og bagdel, mens hun har lavet en kolbøtte i en sofa.

Striben af blufærdighedskrænkelser ligger tilbage i årene 2011-2015. Ifølge anklageskriftet blev fire børn udsat for sådanne befølinger på kønsdelene, at der er rejst tiltale for voldtægt.

Her nægter journalisten sig skyldig og vil kun indrømme, at der har været tale om blufærdighedskrænkelser.

På det tidspunkt havde familien ifølge ekskonen et forholdsvist normalt familieliv. Godt nok sad hendes mand ofte længe oppe om natten og spillede computer, for eksempel »Football Manager«.

Og siden 2010 havde han sovet konsekvent på sofaen, da han led af svimmelhedsanfald og mistænkte madrassen i ægtesengen for at bære skylden.

Men hvad der måtte minde om normalitet, ændrede sig ifølge ekskonen drastisk omkring år 2018, og særligt da Danmark lukkede ned på grund af corona i 2020.

Herfra overtog manden stueetagen i huset, hvorfra han bestred sin stilling som journalist. Nærmest døgnet rundt lå og sad han i sofaen med sin telefon, iPad og computer og røg cigaretter.

I julegave 2020 købte hun en skurvogn til ham, som blev stillet op i forhaven.

»Så kunne han flytte sin arbejdsplads derud og ligge og arbejde og ryge, så børnene og jeg kunne bruge stuen og køkkenet,« fortæller ekskonen.

I marts 2021 blev alt imidlertid vendt op og ned i familien. Konen blev via Messenger kontaktet af amerikanske pædofiljægere, som leverede dokumentation for, hvordan journalisten via nettet havde kontakt med mindreårige piger.

Hun valgte at melde ham til politiet, og det førte til anholdelse og ransagning i hjemmet. Og den efterfølgende efterforskning afslørede tusindvis af børnepornografiske billeder og film.

Det var i det materiale, at politiet opdagede, at der var sket krænkelser af danske børn i journalistens hjem.

Sagen fortsætter med retsmøder i de kommende uger, og der ventes dom i begyndelsen af oktober.

/ritzau/