Pædagoger mangler indflydelse i skolen

Mange steder har skolepædagoger uacceptable vilkår, mener pædagogernes fagforening, BUPL, der netop har undersøgt arbejdsforhold efter skolereformen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kniber med arbejdsforholdene for de mange pædagoger, der er kommet over i den nye folkeskole efter reformen.

De store problemer er mangel på indflydelse og forberedelsestid, viser en ny undersøgelse blandt 1.605 skole- og fritidspædagoger foretaget af pædagogernes fagforening, BUPL.

I undersøgelsen svarer knap en tredjedel af pædagogerne, at de ikke deltager i planlægningen og evalueringen af undervisningen. Fire ud af ti har ikke indflydelse på deres arbejdsopgaver eller arbejdstid. Og når det kommer til forberedelse af undervisningen mener seks ud af ti, at de har utilstrækkelig tid.

Tallene vækker bekymring hos Henning Pedersen, formand for BUPL, der afviser, at der blot er tale om børnesygdomme efter en omfattende reform.

»Det er for mange og for store problemer til, at det alene handler om startvanskeligheder i den nye skole. Det kan ikke være meningen, at vores medlemmer skal lægge ryg til dårlig forberedelse og dårlig ledelse. Og i sidste ende går det ud over børnene,« siger han.

Samtidig svarer en overvejende del af pædagogerne dog - 83 procent - at de har fået flere timer i undervisning som følge af folkeskolereformen. Gennemsnitligt deltager pædagogerne i undervisningen i knap 20 timer ugentligt, og mange steder inddrages de desuden i lektiehjælp og faglig fordybelse.

»Vi har været positive over for reformens tankegang om, at man i skolen kan drage mere nytte af pædagogernes faglighed. Derfor er det glædeligt at se, at pædagogerne i den grad er kommet med over på skolerne,« siger Henning Pedersen.

Han understreger dog, at det ikke blot er et spørgsmål om at være med i skolen.

»Det handler om, hvad pædagogerne bliver sat til at lave, når de er med, og hvilke arbejdsvilkår de har. Og her viser vores undersøgelse, at der alt for mange steder er direkte uacceptable vilkår.«

BUPL-formanden mener, at KL bør give kommunerne en opsang, så vilkårene for pædagogerne kan forbedres. Han kritiserer også, at Folketinget først vil evaluere folkeskolereformen i 2017 og opfordrer til, at det i stedet gøres løbende og allerede efter reformens første år.