Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Når en ung mand eller pige på en døgninstitution er i gang med at smadre en anden beboers ejendel, så skal socialpædagogerne på institutionen have lov til at anvende fysisk magt.
Det skriver Troels Gamst, pædagog og forhenværende institutionsleder, i torsdagens Berlingske. Dermed er han på linje med socialminister Karen Ellemann (V), der har foreslået at udvide magtbeføjelserne overfor anbragte børn og unge.
»Selvfølgelig er det et helt fornuftigt synspunkt fra Karen Ellemanns side, at det ikke er rimeligt at anbragte unge med massive sociale, relationelle og kriminalitets udfordringer skal kunne smadre ting eller ødelægge samværet for de andre unge, uden at det pædagogiske personale må benytte sig af den nødvendige magt,« lyder det i kommentaren i Berlingske fra Troels Gamst.
Men kort efter, at socialministeren havde foreslået det i tirsdagens udgave af Berlingske, blev forslaget haglet ned af flere kritikere. Og det får Troels Gamst til at fare til tasterne:
»Magtanvendelses-mulighederne for personalet på de pædagogiske institutioner har i den grad behov for at blive kraftigt revideret, så de står mål med ganske normal opdragelse af unge mennesker, og hvor personalet har bemyndigelse til at intervenerer fysisk i de situationer, hvor det vurderes nødvendigt. Hvis samfundet fastholder de unge i en særlig konstrueret institutionel verden, hvor der gælder særlige muligheder for at ødelægge og smadre, svigter man de unge i godhedens, men naivitetens navn,« skriver han.
Benny Andersen, formand for landet socialpædagoger, er en af kritikerne af socialminister Karen Ellemanns forslag, og han er en af dem, som Troels Gamst langer ud efter.
Han vil gerne se på den magtbekendtgørelse, der afgør, hvad en socialpædagog må og ikke må. Men ikke for at øge mulighederne for magtanvendelse, siger han til Berlingske Nyhedsbureau:
»Når jeg oplever, at der er en døgninstitution, der mener, at de må gøre et, mens en anden mener, at de må noget andet, så er der brug for at tydeliggøre reglerne. Men det er ikke ensbetydende med, at vi har brug for yderligere mulighed for at anvende magt. Magt er en sidste udvej, det må aldrig blive en metode i vores dagligdag,« siger han og erklærer sig uenig med ministeren og Troels Gamst:
»Det er faglighed, det er socialpædagogik, det er viden om, hvad de drenge og piger har brug for, der skal til, for at man kan ændre nogle ting i deres liv – ikke straf og sanktioner,« siger Benny Andersen.