Påskevejr: Øv! Det bliver ikke vejr til at sidde i haven og drikke øl

Starten af ugen byder på både sol, slud og byger. Torsdag og fredag sætter kulden for alvor ind, siger DMI.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Cyklister cykler i snevejr i København, mandag den 5. marts 2018. Det kolde vejr fortsætter ind i påsken med slud og sne - og en lille smule sol. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Læs mere
Fold sammen

København. Påsken falder tidligt i år, og alt peger på, at det bliver en meget kølig en af slagsen.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mette Wagner tidligt mandag morgen.

- Her til morgen starter vi ud med dis og skyer og så lidt sol i løbet af dagen. Men vi vil nok også se nogle byger, siger hun.

Ifølge DMI ser mandag ud til at blive ugens luneste dag med temperaturer, der lokalt kan komme op på ni grader.

Tirsdag kommer der flere byger ind over landet især over de østlige egne. De kan være med både sne og slud, og dagtemperaturerne vil ligge på mellem en og seks graders varme. Det bliver lunest mod sydvest.

Onsdag bevæger der sig en front ind fra sydvest.

- Den vil nok give sne og slud til de sydlige egne, og da vinden vil være tiltagende, kan vi muligvis få noget snefygning, siger Mette Wagner.

Torsdag og fredag bliver det for alvor koldt med dagtemperaturer mellem frysepunktet og fire graders varme.

- Fredag er jo store-påskefrokost-dag, men det bliver ikke vejr til, at man kan sidde ude i haven og drikke øl, for det bliver virkelig koldt, siger meteorologen.

Til gengæld forudser Mette Wagner, at vejret vil holde tørt fredag.

Påskedag falder i år søndag den 1. april, hvilket er tidligt.

Dagen falder altid den første søndag efter fuldmånen, der følger forårsjævndøgnet. Med andre ord så flytter påsken sig år for år.

Påskedag kan ifølge DMI falde lige fra den 22. marts til den 25. april. Der er altså 34 dage til forskel på den tidligste og den seneste påske.

/ritzau/