Påsat brand i Aalborg

Beboerne i en etageejendom på Fyrkildevej i Aalborg måtte natten til søndag evakueres på grund af en påsat brand. Politiet leder efter mistænkte.

Beboerne på Fyrkildevej 53 i Aalborg fik en brat opvågnen natten til søndag. Klokken 04:21 måtte ejendommen evakueres, da en brand fra tre containere bredte sig til gavlen af huset. Flammerne kom dog hurtigt under kontrol, og folk kunne vende tilbage til deres lejligheder.

Aalborg Politi mener, at branden var påsat og leder efter en spinkel mand på 20-25 år iført mørk sweatshirt.

/ritzau/