Pårørende tændte lys for tsunamiens danske ofre

Der blev sørget, sunget og tændt lys for de 46 danske ofre for tsunamien under mindegudstjeneste i Helligåndskirken 2. juledag.

Mindehøjtidelighed i Helligaandskirken i København, 2. juledag, i anledning af 10. årsdagen for tsunamien i Sydøstasien Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uden for på Strøget slentrede turister, væbnede med kameraer og bykort, og varmt påklædte familier på jule-spadseretur forbi, men inden for – i Helligaandskirken i centrum af København – var det som om, at tiden stod stille.

Kirkerummet var oplyst af de store, gyldne lysekroner og skæret fra tændte stearinlys. Det eneste, der var at høre, var dybe klange fra orglets præludium og sporadiske snøft rundt omkring fra kirkebænkene, hvor små 100 mennesker havde taget plads. Flere familier og par, men også enkelte alene.

Alle var de mødt op for at deltage i en mindegudstjeneste for ofrene for tsunamien i Sydøstasien, der 2. juledag for ti år siden krævede over 230.000 menneskeliv, heraf 46 danske.

»Vældige vande kan ikke slukke kærligheden,« begyndte præst Leif G. Christensen sin mindetale med et Bibel-citat.

»Selvom det i dag er ti år siden, har ingen af os glemt katastrofens omfang,« fortsatte han.

Han fortalte, hvordan han selv oplevede efterveerne af tsunamiens hærgen på nært hold, da han i lufthavnen var med til at tage imod de overlevende danskere, der vendte hjem fra katastroferamte feriesteder.

»Jeg så i jeres ansigter hvilken gru og angst, der havde ramt jer.«

Foran alteret stod 46 slanke, hvide kerter – én for hvert af de danske ofre.

»Vi tænder et lys for en mor,« sagde præst Susanne Steensgaard, mens hendes kollega tændte kerterne, én efter én.

»Vi tænder et lys for en far ... for en søn ... for en datter,« fortsatte hun med sagte stemme, der rungede let under kirkehvælvingen og brød den tungsindige stilhed.

Og endnu flere blafrende flammer kom til, da adskillige af de pårørende derefter bevægede sig op til alteret for selv at tænde et lys for deres afdøde kære.

Med bøjede hoveder dvælede de et øjeblik foran det lave bord, der var opsat til lejligheden midt i koret, og hvor de tændte stearinlys formede et kors. En far havde sin lille datter i favnen. To unge piger holdt hinanden i hænderne. Enkelte måtte finde lommetørklæder frem for at tørre tårefyldte øjne.

»Deres lys er i vores hjerter,« lød det fra præsten.

Uden for brød solens stærke stråler igennem den frostklare himmel – og inden for i Helligaandskirken stod tiden stille, mens minderne bevægede sig ti år tilbage.