Pårørende presser på: Kommission bør kulegrave børns dårlige trivsel og sundhed

Bedre Psykiatri efterlyser gennemarbejdede analyser og forslag. Ikke noget dårligt forslag, mener V-ordfører.

En kommission bør kulegrave børns dårlige trivsel og sundhed, mener pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Alt for mange børn og unge mistrives, føler sig stressede og pressede og slås med psykiske problemer. Det viser undersøgelse på undersøgelse. Men ingen aner, hvorfor det står så slemt til, og hvad man skal gøre for at hjælpe børnene.

Dét er vurderingen i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, der presser på for at få Folketinget til at nedsætte en børne-ungekommission, der skal give svar på, hvorfor så mange har det så dårligt, og komme med forslag til en styrket forebyggelse og behandling.

»Det er ekstremt alvorligt, at så mange børn og unge mistrives. Allerede nu ser vi, at antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling, er eksploderet. Det er en af de allerstørste samfundsmæssige udfordringer, og noget politikerne bør tage meget alvorligt,« siger generalsekretær Thorstein Theilgaard.

Kæmper med at finde sig til rette i livet

Forslaget om en kommission kommer, efter at Region Hovedstaden har fremlagt en rapport om børn og unges trivsel og sundhed, der – baseret på observationer fra sundhedsplejersker – viser, at et »betydeligt mindretal« af børn og unge, 10-20 pct., trives dårligt og kæmper med at finde sig til rette i livet.

Sundhedsplejersker har således registreret faresignaler hos 13,2 pct. af de unge i de ældste klasser i forhold til deres trivsel, mens de hos 15,2 pct. af de unge i udskolingen har registreret en bemærkning til mentale helbredsproblemer.

Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, fremhæver en stribe initiativer, der er taget for at sikre, at de unge får »bedre greb om livet og bliver mere robuste og livsduelige«.

Blandt andet er der nedsat et ungepanel og afsat store bevillinger til for eksempel et kompetencecenter, der skal se på hjælpen til udsatte børn med forældre, der er psykisk syge, ligesom der etableres et center for digital sundhed, der skal dykke ned i de unges farefulde færd på de sociale medier.

»Men en kommission er ikke noget dårligt forslag. Det er vigtigt at få alle gode ideer på bordet, for det er dybt bekymrende, når man kan læse, at hver femte unge giver udtryk for, at de mistrives,« siger hun.