Pårørende må beskytte ældre og svage mod nedværdigende behandling

Borgerne skal være midtpunkt i sundhedsvæsenet, men især ældre og svage patienter risikerer at falde ned mellem to stole, når der er travlt. De har ikke altid overskud til at sige fra, siger Ældre Sagen.

I Ældresagen er de opmærksomme på, at ældre og svage patienter kan blive udsat for nedværdigende behandling, eller kan fare vild i afdelinger og behandlinger. To fokusområder for Beth Lilja, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, i sit arbejde for at skabe de bedste rammer for patienten, som er blevet mere relevant efter hendes egen mor har oplevet det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ældre og svage patienter har ikke altid overskud til at råbe vagt i gevær, når de selv føler sig nedværdigende behandlet eller ser medpatienter blive ydmyget. 

Det fortæller socialrådgiver i Ældre Sagen Kate Larsen, som er Master of Public Health og årligt modtager tusindvis af henvendelser til Ældre Sagen. Henvendelser som oftest er fra pårørende.

»Når vi taler med ældre patienter, har de stor forståelse for, at personalet nogle gange skal løbe stærkt. De kan jo se, at der er travlt, og synes ikke, at man kan være bekendt at klage. Men den overbærenhed har de pårørende knap så meget,« siger hun.

En af de pårørende der offentligt fortæller om sine oplevelser med sundhedsvæsenet er Beth Lilja, læge og direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Hun fortæller lørdag i Berlingske om sin mors indlæggelse tre uger i januar i år. Her havde hun en række ubehagelige oplevelser, som satte fokus på to problemstillinger i det danske sundhedssystem:

Problemer med koordinering mellem afdelinger og sektorer hos patienter med mere end én kronisk lidelse, og det problem at der nogle steder i sundhedsvæsenet kan opstå lokale kulturer, hvor der foregår nedværdigende eller ydmygende behandling af ældre og svage patienter.

Beth Lilja vælger blandt andet at fortælle om sin mors indlæggelse, fordi hun som pårørende opfatter sig selv som ressourcestærk. Og det er dem, der har overskuddet og ressourcerne til det, der skal italesætte de problemer, der er i sundhedsvæsenet, mener hun.

Begge problemer, som Beth Lilja sætter fokus på, kan Kate Larsen genkende. Ældre Sagen har i mange år arbejdet for at få forbedret forholdene for de ældre, medicinske patienter. Men de modtager stadig klager fra pårørende over sundhedsvæsenet.

»Det er ofte pårørende der ringer i frustration over manglende koordinering, dårlig kommunikation og at ventetiderne på at få den hjælp, der er brug for, er alt for lange,« siger hun. 

Hun har blandt andet oplevet at få klager fra pårørende til ældre, der har ventet så længe på at komme på toilettet, at de til sidst har besørget i sengen. Mange ældre oplever også, at de ikke bliver talt ordentligt til og med eller ikke bliver inddraget i deres forløb.

»Det kan være svært at skabe det nødvendige overblik og den logiske sammenhæng, når man har flere lidelser, flere indlæggelser og derfor flere læger og afdelinger at forholde sig til. Det bliver svært at forstå, hvad der foregår, og hvad der skal til at ske,« siger Kate Larsen.

Ifølge hende er det især ledelsen i de forskellige sektorer, der bærer et stort ansvar for at få en god kommunikation og kultur ud alle områder af sundhedsvæsenet.

»Det handler om at give personalet tid til deres arbejde og give dem uddannelse, så der kan blive bedre forståelse og koordination mellem for eksempel sygehussektoren og socialsektoren med blandt andet hjemmeplejen. Hvis der ikke bliver skabt andre rammer, går det ud over både personale og patienter,« siger hun.

»Det er et område, hvor der absolut er plads til forbedring. Borgerne skal være midtpunkt.«