»Du er syg. Du har brystkræft.«

Det er kun godt et år siden, at Birgit Jakobsen fra Stenløse fik overdraget den chokerende besked fra en læge på Herlev Sygehus. Hun var taget alene af sted til hospitalet for at få svar på en biopsi, hun havde fået taget 14 dage forinden i forbindelse med en mammografi­.

»Det var jo ikke noget, troede jeg, så der var ingen grund til, at Ric tog med,« fortæller hun.

Fra den dag, den 3. juni i fjor, begyndte et års sygdoms- og behandlingsforløb med operationer, kemoterapi, hårtab og stråle­behandling for den nu 48-årige Birgit. Men samtidig begyndte en følelsesmæssig ­prøvelse for hendes ægtemand gennem mere end to årtier, Ric. For ud over at skulle tage sig af Birgit i de dage, hvor behandlingen gjorde hende dårlig, børnene, husholdningen, hundene og hans egen virksomhed, blev han ramt af en dyb sorg og frygt for at miste sin kone.

»Jeg har stadig sådan et billede inde i hovedet af, at når man har cancer, har man udhulede kinder, og man kan ikke gå, fordi man er træt. At cancer er noget, man dør af. Det er nok en generationsting. Mine børn vil nok bedre kunne sige, at cancer er noget, man lever med,« siger Ric.

Men de følelser var der ikke megen plads til. Han tog sig ikke pladsen. Det handlede jo om Birgit og om, at hun i dagene efter sine kemobehandlinger for eksempel lå brak som »en babyskildpadde på ryggen«, som han udtrykker det. I skoven, på løbeture, gav Ric sig selv plads til at reagere. Han græd.

Pårørende skjuler ofte følelser

At de raske pårørende og især ægtefæller gemmer deres egne følelser væk er en helt almindelig problematik, fortæller leder af og rådgiver i Kræftens Bekæmpelse i Hillerød Else Carlstedt.

»Der er jo en periode, hvor den syge som oftest ikke er i stand til at passe sit arbejde, og de normale pligter og opgaver, der er i hjemmet – smøre børnenes madpakker og den slags – falder over på den raske ægtefælle. De kan også direkte skulle tage sig af at pleje den syge. Samtidig appellerer sundhedsvæsenet til, at patienten har en pårørende med sig til behandlingen, men man får ikke bare fri, fordi man skal følge sin ægtefælle, så de pårørende har rigtig mange opgaver. De bliver trætte og udmattede, de bliver irritable måske, og så kan de gå med dårlig samvittighed over, at de snerrer ad den syge, som ligger dér og ingenting kan, fordi de selv er maksimalt pressede. Det kan i hvert fald give dårlig samvittighed, for de vil så gerne klare det hele,« forklarer hun.

Af en undersøgelse fra TNS Gallup for Berlingske fremgår det, at 45 procent af danskerne mener, at man i tilfælde af, at ens ægtefælle får en dødelig sygdom, bør blive sammen med den syge livet ud, mens 31 procent ikke mener det, og 21 procent enten svarer »ved ikke« eller vælger ikke at svare.

At den dominerende holdning er, at man bør blive sammen – altså også selv om det måtte være hårdt – kom tydeligt til udtryk i 2007, da det kom frem, at den daværende operachef på Det Kongelige Teater, Kasper Bech Holten, havde forladt sin hustru, skuespilleren Kamilla Gregersen, efter at hun havde fået konstateret kræft i tarmen. Det udløste et ramaskrig i pressen, ikke mindst da kræften­ spredte sig, og hun i september 2008 døde af sygdommen.

Ifølge Else Carlstedt vil sygdommen i sig selv og de udfordringer, der rammer hele familien, næppe være den eneste årsag til, at den raske forlader den syge.

»I omverdenens øjne går man ikke fra hinanden. Men det har jeg nu stor forståelse for, at man kan komme til, for i sådan en situation kan både kærligheden og nærheden blive stærkere, men det kan de konflikter, der måske lå og ulmede, også. Så hvis man forud for sygdommen havde konflikter, bliver de eksponeret tifold nu,« siger hun.

»Man holder op med at tale sammen«

Faresignalerne som fortæller, at parforholdet er under pres, er ligesom ved andre parforholdsproblemer dårlig kommunikation. Det fortæller psykolog i Sclerose­foreningen Dorte Larsen, der rådgiver og holder parkurser for scleroseramte og deres pårørende.

»Man holder op med at tale sammen, eller man har korte lunter og kommer let op at skændes. Manglende sex er som regel også en indikator,« fortæller hun.

At parforholdet blev udfordret kom hjemme hos Birgit og Ric til udtryk ved, at de fleste aftener netop foregik helt uden, at de to snakkede sammen.

»Vi lå bare som to sække kartofler i sofaen i seks måneder. Så kørte fjernsynet. Intimiteten forsvandt,« fortæller Ric.

Side om side sad de hver især og følte sig alene. Selv om Ric klarede en stor del af det praktiske og kørte med på sygehuset, følte Birgit, at hun manglede følelsesmæssig opbakning fra ham.

»Når jeg var helt nede, havde jeg bare brug for et knus og et kram. Det var vigtigere for mig end at få mad på bordet. Men du gik i »fix it-mode«. Det er også fint nok, men så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne få en butler,« siger Birgit til Ric.

De griner lidt ad det i dag. Men sådan har mange andre kræftramte kvinder det også med deres mænd. Det er i hvert fald Birgits erfaring fra en gruppe kvinder, som hun har fulgtes med i sit sygdomsforløb, og som hun kalder for »kemo-chicks«.

»Jeg har faktisk været misundelig på de dér kemo-chicks,« indrømmer Ric.

»For jeg fik jo ikke de der fortællinger. Jeg kunne også se, at du glædede dig til at være sammen med dem. Det gav dig energi. Imens sad jeg fast i en gang mudder,« siger Ric.

En typisk udfordring er ifølge Else Carlstedt også, at kræftsyge ganske ofte ændrer lidt personlighed undervejs i sygdomsforløbet.­

»De bliver ligesom mere tydelige. De kvinder, der har hørt under flinkeskolen forinden, dropper ofte ud af den og bliver mere beslutsomme. Det er klart, det skal partneren også vænne sig til,« siger hun.

Tal sammen om udfordringerne

Dorte Larsens råd til de pressede par lyder, at den raske ægtefælle skal sørge for at lave nogle ting alene, så man også har noget at give derhjemme. Helt afgørende er det, at man får talt sammen om udfordringerne.

»Vi har en tendens til at tænke, at det ikke er, når vi sidder dér og nyder eftermiddagskaffen, at vi skal snakke om det, der er svært, fordi man ikke vil ødelægge den gode stemning. Men det er lige præcis der, hvor der er et vindue åbent til at kunne snakke om de svære ting uden nødvendigvis at skulle forsvare sig eller føle sig angrebet. Det er der, vi kan nå rigtig langt med at tale om de svære ting,« siger Dorte Larsen.

Birgit Jakobsen fik for tre uger siden den glædelige nyhed, at kræften er ude af hendes krop, og for få uger siden søgte de støtte i Kræftens Bekæmpelse for at få bearbejdet forløbet, og hvordan det har påvirket parforholdet.­

»Jeg havde aldrig gættet på, at der var noget, der hed ensomhed, når man var sammen. Men jeg var ensom. Du har også ændret karakter og personlighed og er blevet bedre til at sige nej til ting, du ikke vil,« siger Ric til Birgit og fortsætter: »Målet er heller ikke, at tingene skal være som før.«

»Nej, for nu er vi begyndt at snakke sammen. Bare en lille smule ændrer en masse. Det kan jeg godt lide,« svarer Birgit.