STOCKHOLM: I en nydelig opgang lige over for Vasaparken i Stockholm kan man på en lidt skramlet indgangsdør læse en tekst med små bogstaver. »A. Lindgren« står der.

Bag døren med det undselige navneskilt boede en af verdenslitteraturens store skikkelser fra 1941 til sin død i 2002. Forfatteren er selvfølgelig Astrid Lindgren. Her i lejligheden på 1. sal med udsigt til parken skrev hun på glade værker som »Pippi Langstrømpe« og »Emil fra Lønneberg« og mere sørgelige eventyrbøger som »Mio min Mio« og »Brødrene Løvehjerte«, for nu blot at nævne nogle få af de bøger, som er kendt af børn og voksne fra nær og fjern.

Døren bliver åbnet af den danske forfatter Jens Andersen og Astrid Lindgrens datter Karin Nyman.

»Välkomna,« siger den nydelige 80-årige kvinde til journalisten og fotografen fra Berlingske.

Tiden i lejligheden står stille – lige som køkkenuret – men her lugter ikke indeklemt og støvet, selv om lejligheden står præcis, som den gjorde, da Astrid Lindgren, 94 år gammel, forlod denne verden. Den bliver jævnligt gjort rent, og der bliver luftet ud, men den har de sidste 12 år kun lejlighedsvis været brugt til møder og middage af familien og Astrid Lindgren Sällskapet.

Her er maser af nips, små gaver, som forfatteren livet igennem fik fra sine fans, og priser, som hun modtog. Nydelige sofaer og blanke bordplader. I køkkenet er der stadig mel og salt i glasskufferne under køkkenskabet, og på et bord i soveværelset står endnu billeder af børnebørnene. Der er masser af bøger, 4,000 bind, på reoler forskellige steder i lejligheden. Bl.a. en førsteudgave af »Pippi Langstrømpe« med forfatterens dedikation til sin mand Sture: »Til min profetiske Sture, som aldrig mistede interessen for Pippi«.

Inde i arbejdsværelset står hendes Facit rejseskrivemaskine på bordet, hvorfra hun kunne kigge ud over parken, hvor hun som ung mor gik ture med den lille Karin – som fandt på navet Pippi Langstrømpe – det vender vi tilbage til – og på stuebordet står telefonen med store trykknapper, som hun havde brug for som gammel, da synet svigtede.

Anledningen til interviewet er Jens Andersens nye biografi »Denne dag, et liv«, som udkommer på torsdag i den kommende uge. Det er den første store nordiske biografi om Astrid Lindgren i 40 år. Jens Andersen, der tidligere har skrevet biografier om bl.a. H.C. Andersen, dronning Margrethe og Ole Lund Kirkegaard, har i to år pendlet mellem København og Sverige for at samle stof til bogen.

»Jeg var her i lejligheden første gang i 1990, hvor jeg interviewede Astrid Lindgren. Hun var 83 år og så og hørte ikke så godt, men det var fortryllende at komme her i Dalagatan 46 og banke på døren – og så åbnede hun selv. Der var ikke nogen livvagt, ikke nogen datter eller andre, der åbnede. Det var koldt udenfor, og inden jeg havde fået sagt noget, tog hun mine hænder i sine og varmede dem. Jeg skulle straks ind køkkenet, og så lavede hun kaffe og fandt småkager frem. Jeg blev rullet ind i den omsorg, som var et stærkt element i hende som både forfatter og menneske. Jeg stillede de spørgsmål, som alle mulige andre journalister havde stillet, og da vi var færdige med det, drejede hun samtalen ind på mit liv. Nå, havde jeg børn? Hvad hed de så? Osv. Hun havde en aldrig hvilende menneskelig interesse. Jeg gik herfra med en oplevelse af at have mødt en forfatter, der svarede fuldstændig til det, jeg havde oplevet i hendes bøger. Det, tror jeg, i høj grad er hemmeligheden bag det, at hun var og er så elsket. Der er et totalt sammenfald mellem hendes fortællerstemme og det menneske, hun selv var,« siger Jens Andersen.

Han har haft adgang til et enestående materiale. Dels Astrid Lindgren arkivet på Kungliga biblioteket i Stockholm, 144 hyldemeter – herunder 75.000 breve, som ingen tidligere har brugt. Han har også fået adgang til Lindgren-familiens private arkiv, bl.a. Astrid Lindgrens krigsdagbøger og tusindvis af breve, som har vist helt nye sider af forfatterens liv, og en række private breve.

Bogen fortæller nyt om mange sider af Astrid Lindgren. Centralt står en rørende og detaljeret beskrivelse af fødslen af hendes søn Lasse, der kom til verden i hemmelighed i København i 1926. »Lasse var Astrid Lindgrens store afgørende livsproblem,« skriver Jens Andersen.

Astrid Lindgren var som helt ung kommet i lære som journalist i sin fødeby Vimmerby i Småland. Her blev hun som 18-årig gravid med Vimmerby Tidnings 50-årige chefredaktør, Reinhold Blomberg, far til syv, 50 år og i færd med at blive skilt.

I 1920erne var graviditet uden for ægteskab noget, man gik stille med, og derfor endte det med, at Astrid tog til Købehavn for at føde. Den 4. december 1926 kom Lasse til verden på Fødselsstiftelsen på Righospitalet, hvor kvinder kunne føde under ordnede forhold uden at opgive faderens navn.

En uge efter fødslen indlogerede Astrid og Lasse sig på Villa Stevns på Håbets Alle 36 i Brønshøj, hvor Marie Stevens som plejemor tog sig af »uheldsbørn«. Her boede Lasse de første tre år af sit liv. Astrid måtte rejse hjem til Stockholm Lillejuleaften for fejre jul og passe jobbet og uddannelsen til kontorist. Hun havde meget få penge og kunne i de følgende tre år kun besøge Lasse med måneders mellemrum, i alt en ti-femten gange. Hver gang var der tale om korte, kærlige gensyn og hjerteskærende afskedsscener.Heldigvis var Villa Stevns bestyret af Marie Stevens og hendes voksne søn Carl et godt og kærligt hjem, der tog sig godt af de små børn.

»Her skal man finde grunden til, at Astrid Lindgren havde et kærlighedsforhold til Danmark. Hun var meget forelsket i alt dansk og i at være i Danmark, og det havde sin rod i den varme måde, Lasse blev behandlet på på Håbets Alle,« siger Jens Andersen.

Først da Lasse var tre år, og Astrid havde mødt Sture Lindgren, som hun blev gift med, kom Lasse til Sverige, men efter et par måneder kom Lasse et år til at bo hos Astrids forældre i Småland, inden drengen endeligt kom til at bo hos Astrid og hendes mand i Stockholm.

Hele dette forløb var traumatisk for Astrid Lindgren. Det mærkede hende – og også Lasse – for livet, og hun holdt det skjult for offentligheden i mange år.

»Hun fik på allernærmeste hold en følelse af og et eksempel på, hvor ulykkeligt det kan gå, når et barn rives ud af sine trygge rammer. Der er en tragik i, at Astrid Lindgren skriver så varmt og klogt om, at forældre og børn skal være sammen, og at man skal respektere sit barn og give det tryghed, og at hun selv måtte overlade sit spædbarn til en plejemor 14 dage efter fødslen. De første fire år af Lasses liv ser hun ham næsten kun sporadisk. Den adskillelse, som gjorde så ondt i hende og affødte så megen ensomhed af den knugende slags, kom til at præge det, hun skrev,« siger Jens Andersen.

Hans nye bog udkommer lige efter nytår på svensk, og spørger man Karin Nyman, hvorfor hun har støttet, at en dansker(!) har skrevet en banebrydende biografi om Astrid Lindgren, er svaret, at hun har haft tillid til, at han ville behandle forfatteren og forfatterskabet med respekt. Hun har læst hans H.C. Andersen-biografi og synes om den.

»Det er jo dejligt, at der er interesse for Astrid. Jeg har nu læst »Denne dag, et liv« flere gange, og der er meget, der har overrasket mig. Særligt det med ensomheden. Jeg vidste jo godt, at min mor godt kunne lide at have tid for sig selv, når hun skulle skrive, men ikke at hun også havde en uønsket ensomhed,« siger Karin Nyman.

Jens Andersen ser ensomheden som en rød tråd i Astrid Lindgrens liv. Både den eftertragtede ensomhed og den uønskede. Han fik øje på dette perspektiv, da han for et par år siden, mens han var litteraturredaktør på Berlingske, anmeldte en bog om en brevveksling mellem den aldrende Astrid Lindgren og Sara Ljungcrantz fra Småland, en vildt frustreret teenager, som ikke kan finde sine egne ben i livet.

»Det er en helt vildt bevægende brevveksling mellem en verdenskendt forfatter og en fuldstændig ukendt teenager. I sine breve til Sara gjorde Astrid det, som hun også gør i sine børnebøger. Hun viser respekt for det menneske, hun skriver om, eller i dette tilfælde skriver til. Hun taler hverken ned eller op til det unge menneske, men henvender sig til hende som en jævnbyrdig. Med respekt. Hendes måde at forstå denne her teenager på, synes jeg er helt enestående,« siger Jens Andersen.

Bogen gav ham vinklen til den biografi, han i flere år havde drømt om at skrive.»I brevvekslingen spejler Astrid sig i Saras ensomhedsfølelse, isolation og mindreværdskompleks – følelse af at være lille og ussel. Her så Astrid en flig af sig selv som teenager. Ensomheden er et tema i hele brevvekslingen – ensomheden, når den er ubærlig, men også ensomheden, når den er vidunderlig, og hvor Astrid fortæller, at nu er det nytårsaften, og »jeg danser ensom til grammofonen«. Jeg så de to sider af ensomheden i denne brevveksling og tænkte: Det er jo det, jeg har villet skrive om,« siger Jens Andersen.

Karin Nyman er en slank og eftertænksom kvinde. Hun har fire børn og ti børnebørn. Hun har livet igennem arbejdet som litterær oversætter af bl.a. danske, norske og engelske bøger og gør det stadigt. Bl.a. har hun oversat Lene Kaaberbøl og Jane Teller til svensk. Det er sjovt at tænke på, at bedstemor Karin engang var en lille lyshåret pige her i lejligheden på Dalagatan. Og at det var hende, der som syv-årig fandt på navnet Pippi Langstrømpe.

»Navnet Pippi Langstrømpe kom før historierne. Jeg var syg og skulle ligge i sengen. Jeg kedede mig og ville have, at mor skulle læse op, fortælle historier og underholde mig. En aften sagde hun: »Hvad skal jeg nu finde på at fortælle om?« »Du kan jo fortælle om Pippi Langstrømpe,« svarede jeg, og så syntes hun vel, at der var et eller andet ved det navn. Hun begyndte at finde på historier, som hun fortalte til mig. Den første bog fik jeg i fødselsdagsgave, da jeg var ti år, men inden da havde jeg fået mundtlige Pippi-historier af mor i tre år,« siger Karin Nyman.

Netop den elskede Pippi-figur er eksponent for det unikke aftryk, som Astrid Lindgren har sat i verdenslitteraturen, siger Jens Andersen. Hun respekterer barnet. Taler hverken ned til det, eller sætter det op på en piedestal.»Hun bevæger sig ind i barnets psykologi og lader historierne udvikle sig på barnets præmisser. Hun gav børnene deres egen stemme i litteraturen. Det var noget nyt i børnelitteraturen i 1945, da den første Pippi bog udkom. Og så var Pippi-skikkelsen så ny i sin fuldstændig rablende galskab. Det var kun et fåtal af børnebogsforfattere, der turde give barnet ordet og begynde en bog med ordene: »Jeg er en pige, og jeg hedder Lisa.« Sådan noget var ikke set før,« siger Jens Andersen.

 

Berlingskes rejse til Stockholm blev betalt af Gyldendal.