På singlernes ø passer man på hinanden

Ærø er det sted i Danmark, hvor flest mennesker bor alene. Men enlighed betyder ikke nødvendigvis ensomhed.

»Ensomhed er et fremmedord for mig. Jeg har aldrig følt mig ensom. Jeg har jo altid noget at tage mig til. Jeg kan sy, male, løbe en tur eller gå i haven,« siger 63-årige Inger Lise, der bor alene på Ærø. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Hun elsker sit hus. 63-årige Inger Lise nyder at nørkle med håndarbejde i det okseblodsfarvede værelse, hvorfra hun har udsigt over det Sydfynske Øhav. Nyder at luge højbedenes ukrudt i husets cementerede baggård. Og nyder sin friskpressede grape- og appelsinjuice ved langbordet i køkken-alrummet efter morgenens løbetur, mens den bærbare computer opdaterer hende med nyheder fra verden omkring. Inger Lise sætter pris på sit liv alene efter to forliste ægteskaber.

»Hvis jeg skal være et harmonisk og glad menneske, så har jeg det bedst med at være mig selv. Jeg har min helt egen måde at indrette mig på, som jeg trives i,« siger hun.

Det er 22 år siden, at Inger Lise flyttede fra Randers til Ærø for at bo med en bekendt. Men efter ti år gik de hver til sit, og hun fandt det lille hvide hus i landsbyen Ommel lidt nord for havnebyen Marstal på Ærø.

»Da jeg flyttede ind i mit hus, kom en veninde forbi. Vi åbnede en flaske vin og jeg sagde, at nu ville jeg bare have det godt resten af mit liv. Og hvis jeg skal det, så skal jeg nok bare være mig selv,« siger hun.

Inger Lise er langt fra den eneste ærøboer, der kun har sit eget navn på postkassen. Ærø har nemlig danmarksrekord i at have flest eneboere. 48 procent af øens 6.700 indbyggere bor alene. Og selv om alle singlerne ikke fejrer livet alene med skåltaler, har man på Ærø en stærk fællesskabskultur, der gør singlelivet lidt mindre enligt.

Man passer på hinanden. Sådan har det været, lige siden øens mænd drog til søs, og konen blev hjulpet i gang med et lille brødbageri, hvis manden aldrig vendte tilbage fra havet. Og sådan er det stadigvæk, selv om det i dag oftest er alderdom og ikke havet, der stjæler den ene ægtefælle.

Som at komme hjem

Inger Lise husker den velkomst, hun fik i 1991, da hun lige var flyttet til øen og tog alene i biografen for at se »Ikke uden min datter«. I den hyggelige biograf blev man budt velkommen. Folk gav hånd. Stolerækkerne inde i salen var skiftet ud med små borde, hvor man kunne ryge og drikke kaffe. Og da filmen var slut, blev der sagt: »Tak for i aften og kom godt hjem.«

»Det var meget mere nærværende end i Randers,« siger Inger Lise.

Derfor har hun i dag heller ikke lyst til at flytte fra øen, selv om hendes tre voksne børn og børnebørn har spredt sig i både Jylland, på Fyn og Sjælland.

»På Ærø bliver man bliver virkelig set – og husket. Det har vi jo alle sammen brug for,« siger hun.

Trygheden har også stor betydning.

»Med alt det, der sker rundt omkring i dag, synes jeg, det er meget trygt at bo hernede. Har man været væk et par dage, reagerer naboerne.« siger hun.

Trygheden tiltaler mange tilflyttere, fortæller Jytte Weiss Brinks, der som bosætningskonsulent på Ærø viser mulige tilflyttere rundt på øen.

»Jeg havde en gang en lidt ældre dame, der begyndte at græde, da vi kørte ad de snørklede veje. Morten Korch-idyllen, som man finder her, tog hende tilbage til en glemt tid. Det var som at komme hjem,« siger Jytte Weiss Brinks.

Idyllen handler om mere end farveladen af stråtækte huse, nyslynget honning og de rapsgule marker og grøftekantsblomster, som man passerer på de snoede veje. På øen bliver man mødt i øjenhøjde, og her er plads til alle uanset oprindelse og seksuel orientering. »Folk tager godt imod nye folk. Det er jo dem, der skal sikre øen nyt liv,« siger Jytte Weiss Brinks.Mens det godt kan tage et stykke tid at komme ind på livet af de oprindelige øboere, falder man ifølge hende hurtigt ind i flokken af tilflyttere – populært kaldet »speltghettoen«. Veluddannede, økologiske og kreative. Alt fra filmfolk til folkeskolelærere. Aktive, udadvendte mennesker, der vil hinanden.

Men selv om tryghedssøgende børnefamilier og ældre flytter til øen, kan man ikke komme udenom, at de unge, som Jytte Weiss Brinks beskriver det, »fosser væk fra øen som blod af en åben pulsåre«.

»Ærø kan helt sikkert tilbyde en tryghed i singlelivet, men det er ikke nødvendigvis her, man møder en partner. Der er chancerne nok større i København,« erkender hun.

Og så alligevel – måske ikke. I hvert fald gør man på Ærø en masse for, at singler skal trives.

Succes på Danmarks eneste singlefestival

På en gul murstensgavl ved øens vestlige havn, Søby, hænger en stor metalplade, hvor en banjo og en guitar er pakket ind i ordene »Ærø Single Folk Festival – 2000«. På gårdpladsen, i læ af tre gamle længer, etableredes Danmarks eneste singlefestival for 13 år siden. Med succes.

»I Odense går der i hvert fald et barn på en syv-otte år rundt. Det føler jeg mig lidt ansvarlig for. Forældrene fandt nemlig sammen på den første festival i 2000,« siger initiativtageren, den i dag 67-årige Anker Christian Pedersen.

Man behøver dog ikke at tage til Odense for at få bekræftet, at singlefestivalen formår at avle kærlighed. Ved Anker Christian Pedersens side sidder 66-årige Kirsten Lund, der også var med på den første festival i 2000. Lige præcis hvornår hun og Anker fik øjnene op for hinanden, er de lidt uenige om. Men i dag er de i hvert fald et par, og Kirsten er blevet formand for festivalen. Hun understreger dog, at folk ikke nødvendigvis kommer på festivalen for at finde en kæreste.

»Mange kommer igen år efter år bare for det sociale. De færreste går efter at finde en partner, men hvis han eller hun lige står der, så er det jo fint,« siger Kirsten Lund.

Oversete, enlige mænd

Det var nu med kærligheden for øje, at en fraskilt Anker Christian Pedersen tog initiativ til festivalen. Han gik dengang til singlefester på Kauslunde Kro i Middelfart, og her blev han inspireret til en uge om året at omdanne barndomsgården på Ærø til en flerdages singlefest. Siden har cirka 300-400 mennesker – heraf omkring 200 singler – hvert år besøgt festivalen, nydt musikken, maden og den dans, der på efterspørgsel også er blevet arrangeret. Størstedelen af deltagerne har alle dage været kvinder.

»Det kniber lidt med at få mændene med. Et år var det helt galt med i gennemsnit én mand til tre kvinder. Men det er blevet bedre,« siger Anker Christian Pedersen.

Kirsten Lund byder hurtigt ind med en forklaring.

»Mænd er ikke lige så udadvendte som kvinder. Slet ikke hvis de ikke har nogen at følges med. Der er piger mere modige,« siger hun.

Anker Christian Pedersen er tilbøjelig til at give hende ret, selv om det altså ikke gjaldt ham selv.

»Jeg tror virkelig, der sidder mange mænd rundt omkring, som gerne vil det, men som ikke får gjort noget,« siger han.

Den teori kan seniorforsker ved Nordisk Ministerråds Regionale Forskningsinstitut, Nordregio, Rasmus Ole Rasmussen, kun bakke op.

»Kvinder er bedre til at tackle det at være alene. De er langt bedre til at skabe netværk og opretholde forbindelse til venner, familie og børnebørn,« siger han.

Det forklarer også, hvorfor Ærø har forholdsvis mange enlige mænd i forhold til kvinder, selv om det som regel er mændene, der dør først.

»Der er simpelthen flere enkekvinder, der vælger at flytte til fastlandet for at opsøge netværket, mens de ældre landmænd og fiskere har sværere ved at flytte,« siger Rasmus Ole Rasmussen.

Han frygter, at der gemmer sig mange enlige mænd ude på de danske øer og er ikke engang sikker på, at kommunerne faktisk har øje på dem, selv om mændene i kraft af deres manglende netværk burde være betragteligt dyrere end de enlige kvinder.

»Netop fordi mændene sjældent markerer sig, kan det være svært for et lokalsamfund overhovedet at være opmærksom på, at de er der. Så de bliver let overset,« siger han.

Fællesskab i singleklubben

60-årige Laila Eriksen er en af de netværkskvinder, Rasmus Ole Rasmussen tegner et billede af. Hun valgte godt nok ikke at forlade Ærø, da hun for tre år siden mistede den mand, hun levede sammen med.

»Øen har altid været min faste base også i alle de år, jeg har sejlet, så det har end ikke været i mine overvejelser at flytte. Her er det vand, jeg har sejlet i, hele min barndom. Her har jeg min jolle, som jeg fisker fra, og mine rejeruser som jeg vader ud til om sommeren,« siger hun.

I stedet for flugten valgte hun at starte Ærøs Single- og Venskabsforening. En annonce i avisen til alle singler over 40 blev hurtigt til månedlige fællesspisninger, heldagsture til Odense og flokvandringer til sankthansbålet for foreningens godt 30 medlemmer.

Laila Eriksen er igangsætter, men hun genkender også sit mandlige modstykke i det billede, Rasmus Ole Rasmussen tegner. Mændene, der sidder derhjemme og er lidt svære at lokke ud af busken.

»Der er nogen, som ikke rigtig kommer ud – sidder hjemme syv dage om ugen – og dem skal vi have med,« siger hun.

Det er efterhånden lykkedes at lokke flere mænd med, men de kommer ofte med en lidt anden agenda.

»De har nok lidt mere en intention om, at de skal finde en partner, hvor kvinderne primært kommer for fællesskabet,« siger Laila Eriksen.

Hun har da haft et par mænd fra de omkringliggende øer i røret, der direkte spurgte hende, om hun ikke kunne formidle en kontakt til »en af de der små mørke nede fra Thailand«. Det måtte hun blankt afvise. Det er ikke en kontaktforening.

»Det har aldrig været hensigten. Det er fællesskabet, folk kommer for,« siger hun.

Det gælder også Inger Lise, der er en flittig gæst ved foreningens arrangementer.

»Jeg kommer der ikke for at få en partner. Jeg nyder singlelivet,« siger hun.

Men dukker den rette mand pludselig op, er han velkommen.

»Og hvis ikke, så har jeg stadigvæk haft et dejligt liv at tænke tilbage på. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget,« siger Inger Lise.

Inger Lise ønsker ikke sit efternavn i avisen, men redaktionen er bekendt med hendes fulde navn.