Der er en hvirvlende energi og erotisk natklubstemning i Twyla Tharps meget amerikanske ballet »Come Fly Away«, der hylder Frank Sinatra og er koreograferet til en lang række af den store crooner-konges kendte hits. Uropført i Atlanta i 2009 har den showprægede ballet i forskellige versioner taget turen via Broadway i New York i 2010 videre til Las Vegas i 2011, inden den nu er landet hos Den Kgl. Ballet på Kgs, Nytorv i en ny variant med bl.a. raffinerede nydesignede kostumer af modeskaberen Norma Kamali.
Typisk for Twyla Tharp blander koreografien stilarter som ballroom dance, ballet, modern dance og jazz dance. Tåspidssko, som man ofte ser hos Tharp, er der ingen af i »Come Fly Away«. Til gengæld er kvinderne oppe på de høje hæle, og teknisk er der masser af udfordringer for såvel de mandlige som kvindelige dansere.
Uden egentlig handling følger vi livet på en natklub en enkelt aften, hvor kærlighed, begær, sorg, glæde og jalousi udspiller sig mellem de i alt 15 dansere med fire par som hovedpersoner. Bagerst på scenen spiller det yderst habile bigband med bassisten Chris Minh Doky i spidsen veloplagt op til både dansen og Frank Sinatras båndede sangstemme med de sublime melodiske fraseringer.
På premiereholdet er det en fornøjelse at se Charles Andersen og Benita Bünger som det unge, uskyldige par i hvidt, der folder sig kejtet ud til »Let’s fall in love« og sprudler af overskud i »You make me feel so young«. Andersen er simpelthen som skabt til Tharps bevægelsessprog.
Macho-type som ren energibombe
Som macho-typen Sid er Alban Lendorf en ren energibombe, når han supersikkert springer ind på scenen og snurrer rundt som en dynamo. Den mand kan bare danse alt. Og som hans partner, Babe, er Amy Watson med de flotte, lange ben både elegant, chik og cool og afslører nye sensuelle sider.
Skøn er Femke Mølbach Slot som den erotisk udfordrende Kate, der til »That’s life« udfolder sig i sej, næsten kampagtig duo med sin macho-partner Hank alias en forrygende veldansende Gregory Dean. Marcin Kupinski er perfekt som jaloux desperado med flotte kropslinjer i sin solo til »Body and soul«, og i duo med den iltre og drilske Slim alias en herlig Maria Bernholdt er der gang i både hofter og høje benspark.
I det hele taget er »Come Fly Away« godt castet, instrueret og danset, og musikken swinger, så det er en fornøjelse. Koreografien har mange raffinementer og også sjove gestiske hentydninger til sangene. Men den har også mange klichéer, gentagelser og ikke mindst piruetter og kan virke lidt lang i sin nummerstrukturerede form.
Den ekstremt produktive Twyla Tharp har i tidens løb skabt langt bedre koreografier og også bedre Sinatra-værker. Måske er det Dansk Danseteaters bragende succes med at kombinere dans og live jazz i »Love Songs« på Gamle Scene, der har inspireret Den Kgl. Ballets ledelse til at sætte »Come Fly Away« på programmet for at lokke kunder i butikken. Værket er bestemt gedigen underholdning, men også lidt letbenet i en sæson, hvor det er småt med nye opsætninger.
Hvad: »Come Fly Away«.
Hvem: Den Kgl. Ballet. Koreografi: Twyla Tharp. Iscenesættelse: John Selya og Stacy Cadell. Scenografi: James Youmans.
Hvor: Gamle Scene, sidste dag 28. november.