På kanten af det ubrugelige

Forsvaret er på én og samme gang blevet meget skarpere – og meget mindre. Et aggressivt Rusland i nabolaget udstiller forsvarets svagheder.

Antallet af operative F-16-fly blev i 2009 skåret ned fra 48 til 30, og de er nu så arbejdskrævende, at flymekanikerne har råbt vagt i gevær. Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarets lange march gennem den ene nedskæringsrunde efter den anden, som nu har fået Danmarks hidtil højest placerede general i NATO, Knud Bartels, til at advare regeringen mod følgerne, begyndte med forsvars­forliget i 1999. Den daværende SR-regering med forsvarsministeren, Hans Hækkerup, i spidsen, landede et forsvarsforlig med de borgerlige partier, der indebar lukning af en rækkke regimenter og Flyvestation Værløse. Regeringen havde krævet besparelser på en lille milliard kroner, så de borgerlige anså det nærmest som en sejr, at sparekravet endte med at blive halveret til 450 millioner kroner.

Siden dengang har forsvaret forandret sig meget betydeligt. På den ene side er det skrumpende forsvar blevet meget skarpere og mere professionelt. Den enkelte soldat er bedre udrustet, med nye rifler, uniformer, radiosystemer og velbeskyttede køretøjer end nogensinde tidligere. Mere materiel til Hæren er på vej, blandt andet nye pansrede mandskabsvogne.

På den anden side er forsvarets størrelse, dets robusthed, altså evnen til at holde ud i en given mission, blevet udhulet og har nu nået en grænse, hvor eksempelvis flyvevåbnets flymekanikere føler sig tvunget til at skrive et brev til statsministeren for at få regeringen til at stoppe Danmarks deltagelse med F-16­jagere i krigen mod terror­organisationen IS, fordi folkene, der skal holde flyene i luften, er kørt trætte.

Apparatet blev mindre

Nedlæggelsen af regimenterne i 1999-forliget betød, at det apparat, der skulle gøre det muligt for forsvaret om nødvendigt at uddanne mange nye soldater, blev mindre.

Fem år senere tog politikerne det næste og afgørende skridt, da de besluttede helt at nedlægge mobiliseringsforsvaret. Politikerne gamblede på, at truslen mod Danmark var reduceret til noget nær nul. I hvert fald ville man få et varsel på mindst ti år, inden et nyt Rusland kunne true NATO og Danmarks eksistens.

War of choices

Danmark havde nu valgfriheden til at deltage i de internationale missioner, som bedst tjente Danmarks og NATOs interesser, og vi kunne deltage med de enheder, som vi havde lyst til og råd til.

Danmarks krige blev til »war of choices«, og vi havde endnu en tilstrækkeligt stor hær, i betydelig grad bemandet med unge korttidssoldater på kontrakt, der gjorde det muligt at udsende to bataljoner samtidig.

I 13 år formåede Danmark at deltage i stadig skarpere missioner i Kosovo, Irak og Afghanistan, ligesom Danmark var på pletten hurtigere end næsten nogen anden, da bombekrigen mod Gaddafi begyndte i 2011. Danmarks omdømme i NATO og i USA steg.

Ganske vist faldt forsvarsbudgettet målt i forhold til bruttonationalproduktet støt og roligt, men Danmark kompenserede for det beskedne forsvarsbudget ved at fokusere sit forsvar på de skarpe internationale missioner og ved at levere soldater til de mine­befængte forposter i Helmand-provinsen.

Indflydelsen betød, at Danmark ganske usædvanligt og helt usædvanligt for en af NATOs mindste medlemslande, kunne besætte både den civile toppost i NATO med Anders Fogh Rasmussen og NATOs militære toppost med general Knud Bartels.

Men i 2009, da antallet af operative F-16-fly blev nedskåret fra 48 til 30, og især i 2012, da alle Folketingets partier, på nær Enheds­listen, enedes om at skære 2,7 milliarder kroner, svarende til 15 procent af budgettet, blev forsvarets udholdenhed alvorligt beskåret.

I stedet for 13 års ubrudt deltagelse med kampgruppe af bataljonsstørrelse svandt hærens evne til at udsende en bataljon til halvandet år. Så er det slut.

Det utænkelige skete

Og et par år senere skete det utænkelige. Rusland begyndte atter at røre på sig. Annekteringen af Krim og Ruslands hybridkrig i Ukraine har skabt en ny trussel i Europa. Danmarks handlefrihed til selv at beslutte, om og med hvad forsvaret skal deltage i, er blevet mindre.

På NATOs topmøde for et år siden vedtog statslederne en kraftig oprustning af NATOs evne til at forsvare sit territorium og til at afskrække et aggressivt Rusland. Nu skal landene kunne præstere et sammenhængende forsvar med evne til både hurtig og vedvarende udsendelse af troværdige tropper til et kollektivt forsvar i Nordeuropa.

Så begynder svaghederne, hullerne, at vise sig. Kan Danmark ikke levere, hverken på forsvarsbudgettet eller på relevante troppebidrag, falmer stjernen i NATO. 17 af NATOs 28 medlemmer er små lande med færre end 15 millioner indbyggere. Det betyder noget, hvad de små lande foretager sig, både for NATO som helhed og for de enkelte nationer selv.