På et pressemøde kom Donald Trump med bombastiske meldinger om Grønland – og en trussel mod Danmark 

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Godmorgen! Donald Trump vil ikke afvise at bruge militært og økonomisk pres i spørgsmålet om grønlandsk ejerskab. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Nye dokumenter løfter sløret for, hvordan Novo Nordisk Fondens opsigtsvækkende bidrag på ti milliarder kroner til den grønne trepart – danmarkshistoriens største donation – blev til.

  2. De Konservatives Jakob Næsager beskylder Pernille Rosenkrantz-Theil for »bluff«, når hun siger, at hun vil have metro til Brønshøj og Rigshospitalet.

  3. Det er bekymrende, at islamister i høj grad har frit spil på nettet, lyder det fra centerchef. Han har også råd til forældre, der gerne vil beskytte deres børn mod ekstremt indhold.

  4. Der er rapporter om overfyldte hospitaler i Nordkina, hvor den såkaldte HMPV-virus hærger. Men vi risikerer næppe en ny pandemi. Få svar på dine spørgsmål om HMPV her. 

  5. De geopolitiske bølger går højt om Grønland, imens almindelige grønlændere har vidt forskellige meninger om, hvad der skal ske. Berlingske har talt med nogle herboende grønlændere om deres egne ønsker for hjemlandet. 

Dagens vigtige: Trumps bombastiske meldinger om Grønland og Danmark

Pressemødet blev afholdt i Mar-a-Lago i Florida, samtidig med at Donald Trump Jr. var i Nuuk.  Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

USAs kommende præsident, Donald Trump, holdt tirsdag sit kun andet pressemøde siden præsidentvalget i november. 

Her faldt ordene, som den tidligere svenske statsminister Carl Bildt siden kaldte for en »atomeksplosion« i forholdet mellem USA og Danmark, der som bekendt er tætte allierede. 

Under pressemødet blev den kommende præsident nemlig mere klar i spyttet, end han hidtil har været, omkring, hvor langt han er villig til at gå for at opnå ejerskab og kontrol med Grønland.

Trump ville ikke afvise at bruge militært og økonomisk pres for at opnå dette, og da han blev spurgt om at være endnu mere specifik om sine Grønlandsplaner, var det, præcis hvad han blev.

»Vi har brug for Grønland af hensyn til vores nationale sikkerhed. Det har folk sagt længe, endda før jeg stillede op til valg.«

I den forbindelse satte han direkte spørgsmålstegn ved Danmarks egentlige ejerrettigheder over Grønland og understregede, at »hvis de har ret til Grønland, bør de give det væk«.

Trump meldte sig klar til at »lægge told på danske varer på et meget højt niveau,« hvis det kommer til en situation, hvor Danmark ikke gør som »opfordret«. 

I et interview kort efter Trumps pressemøde forsøgte statsminister Mette Frederiksen at mane til ro og appellerede til, at »vi slår koldt vand i blodet, at vi lige får lidt ro på denne her situation«.

Noget, hun vil gøre »med Danmarks allierede direkte og ikke gennem medierne,« sagde hun.

Der er dog al grund til at tage Trumps trussel om en straftold meget alvorligt, siger Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen. 

Trump er nemlig langt mere forberedt som præsident, når han om lidt indsættes som præsident for anden gang. Dermed kender han »de faldgruber, der er, for at han mislykkes,« siger Mouritzen og tilføjer, at Grønlands-sagen også er en, Trump har »forfulgt i seks-syv år nu – meget, meget metodisk.«

Følg udviklingen hele dagen på Berlingske.dk.

Fik du læst?

  • Skilsmissebørn | Nyt studie peger på, at den såkaldte 7/7-ordning, hvor børnene er lige meget hos begge forældre efter en skilsmisse, ikke er bedre end andre ordninger.

  • Majestætsfornærmelse | Det er svært at se landstyreformand Múte B. Egedes udskyldelse af sit besøg hos kong Frederik som andet end en ydmygelse af Kongen, skriver kongehuskommentator Jakob Steen Olsen. 

  • Elbiler | Priserne på elbiler er i frit fald, men Berlingskes Povl Dengsøe er ikke klar til at tage springet. Læs her hvorfor. 

God dag!