Der bliver ringet med en håndholdt klokke ud af vinduet fra lærerværelset på første sal på Gasværksvejens Skole. De mindste børn holder frikvarter først, og de myldrer ud af hovedbygningen og fylder den asfalterede gård på Indre Vesterbro i København med løb og larm.
Lærerværelset er tomt, indtil Johnny Sørensen kommer ind for at fylde en kaffekop. Han er gårdvagt, og nede i gården forsøger han velvilligt at svare på, hvad han tænker om overenskomstforhandlingerne, mens syv energiske drenge på skift forsøger at få hans opmærksomhed.
To spørger om lov til at hente klassebolden, de har glemt. De låner hans nøgle. Tre andre skubber og råber: »Der ligger en narkosprøjte,« mens de peger mod den anden side af hegnet. De sidste hiver mere formålsløst Johnny Sørensen i den arm, der ikke holder fast om kaffekoppen. Imens står han roligt og fortæller om den frustration, han oplever blandt kollegerne. En frustration over arbejdspresset og en mangel på anerkendelse, der nu spiller ind på overenskomstforhandlingerne.
»Nu bliver der snakket meget om løn, men jeg tror, folk går mest op i deres arbejdsforhold. Mange løber så hurtigt,« siger han og henviser foruden lærerne til f.eks. politiet. »Jeg tror, de fleste i virkeligheden gerne ville have en kollega mere,« siger han.
Men man kan ikke få lovning på en kollega mere i overenskomstforhandlinger. I stedet er de 750.000 lønmodtagere på det kommunale, regionale og statslige område rykket tæt sammen i en såkaldt musketered. De har fremsat tre hovedkrav om løn, betalt frokostpause og en ny aftale for lærernes arbejdstid, og budskabet har været, at de kun vil acceptere en aftale, hvis alle tre hovedkrav er med.
Tudetosset ikke at slå til
Men frem mod slutspillet ses nu sprækker i sammenholdet. FOAs formand, Dennis Kristensen, skrev fredag i en facebookopdatering, at han havde »opgivet kommunerne«, hvor hovedkravet om lærernes arbejdstidsaftale forhandles. Og i dagens Politiken kan man læse, at FOAs kredsformænd godt mener, der kan indgås en aftale, der ikke samler de tre områder.
»Hvis vi kan opnå et godt resultat på stat og region i forhold til vores krav der, er det tudetosset ikke at slå til«, siger Kenn Andreasen, FOA-formand i Mariagerfjord til Politiken.
Tirsdag er sidste frist for at lande en overenskomstaftale, med mindre forligsmanden for sidste gang udskyder konflikten i yderligere 14 dage.
På lærerværelset på Gasværksvejens Skole, hvor en håndfuld lærere har slået sig ned, falder snakken på udmeldingerne fra netop FOA. En kvinde, der ikke ønsker at få sit navn i avisen, blander sig.
»Jeg blev irriteret, da jeg læste det. Det er som om, vi er de besværlige. Igen,« siger hun og henviser til lærerkonflikten i 2013, der endte i lockout og regeringsindgreb.
Kollegaen Pernille Behrend supplerer: »Der er ikke meget musketered over det.«
»Nu vil jeg bare have hævn«
Mens lærerne ønsker sammenhold og muskertereden bibeholdt, giver de ikke udtryk for den helt store kampgejst.
»Jeg synes, det er vildt svært at forstå hele sammenhængen og føler, det er svært for mig at gøre noget ved. Jeg føler mig lidt magtesløs,« siger Pernille Behrend.
Simone Engelhardt underviser mellemtrinnet i blandt andet samfundsfag. Hun oplever, at flere kolleger er glade for, at de ikke »skal ud og danse samba igen« med henvisning til de utallige aktioner, lærerne deltog i tilbage i 2013. Det er blevet aftalt, at de kun skal deltage i de store aktioner, forklarer hun og tilføjer:
»Jeg tror, mange er bange for ydmygelsen. Særligt hvis det så ikke lykkes.«
Selv mener Simone Engelhardt, at der er store perspektiver i overenskomstforhandlingerne.
»Der er mere på spil end den enkeltes løn. Jeg føler virkelig, at det er en historisk kamp, der er i gang lige nu. Hvis det her ikke lykkes, har jeg svært ved at se, hvem der skal værne om velfærdssamfundet og de institutioner, vi har bygget op. Så bliver det op til den enkelte regerings lune,« siger hun.
Klokken ringer fra vinduet ved lærerværelset igen. Det er mellemtrinnets tur til at holde frikvarter. Der er ikke plads til alle i skolegården på én gang.
Inden Johnny Sørensen går fra skolegården og ind til endnu en time med sin 2. klasse, fortæller han, at han forholder sig »pragmatisk« til slutresultatet af forhandlingerne. Men han mærker en »uretfærdigheds-følelse«, der har bredt sig. Og måske en snert hævntørst:
»Som en lærer, jeg kender, sagde for nylig: »Jeg er ligeglad med løn. Jeg er ligeglad med arbejdsforhold. Nu vil jeg bare have hævn«. Han grinede selvfølgelig, da han sagde det«.