P.S. Hellere kunst end virkelighed

Jeg drak sjusser og kæmpede om ta’ selv-borde med næsten alle Europas statsledere. Men mødet med en af det 20. århundredes største musiknavne blev alligevel det største.

Når nætterne længes, og lysene tændes på både nåletræer og ungernes nethinder, så tænker jeg altid på julen 1993.

Da var jeg lige kommet hjem fra mit livs længste oplevelse: Året igennem havde jeg været medlem af European Community Baroque Orchestra (ECBO) – en gruppe unge eliteeuropæere med flair for klassisk musik af ældre dato. Folk øver sig om foråret, giver koncerter i hundredvis sommeren og efteråret igennem og ses så aldrig mere. Jeg selv havde givet violinen en pause og kastet mig over en retstavemæssig udfordring ved navn barokbratsch. Og jeg blev aldrig særlig god til det. Men jeg var en af instrumentets første udøvere herhjemme og gik til optagelsesprøve med pæne anbefalinger. Så ind i bandet kom jeg, endda som eneste dansker.

Det var det år, Maastricht-traktaten blev implementeret, og EF skiftede navn til EU. Af samme grund skiftede ECBO navn til EUBO med bjerge af kaviar og floder af laksefarvede cocktails til følge – lidt falder der jo af. Men ellers lignede dagene såmænd hinanden: Vi vågnede måske i London med den slags tømmermænd, kun champagne kan give. Efter morgenmaden fløj vi måske til Wien og spiste sen frokost. Hvorpå tyve mennesker plus instrumenter blev busset hen til koncertsalen, varmede op og spillede på livet løs. Dagen efter begyndte det hele forfra. Vi nåede samtlige Europas lande plus kejserens palads i Tokyo og lidt rust bag det nyligt faldne jerntæppe igennem.

ALLIGEVEL VAR DER ALTSÅ noget særligt over det år. I forbindelse med traktaten underholdt vi ved alt fra store middage til cocktailparties og helt uformelle sammenkomster. Så jeg fik lært lidt om tankegangen på de bonede gulve. Hvad snakker de om? Grundlæggende det samme som alle andre – hvilket man jo syntes var mærkeligt dengang: Om konen har det bedre, om man har fået nyt tag på sommerhuset og den slags.

For eksempel spillede jeg inde i Prins Charles og Lady Dianas lejlighed i Kensington Palace. De var der rigtignok ikke selv, måske fordi ægteskabet allerede knirkede. Men den britiske dronnings mand var der. På mødrene side nedstammer han i øvrigt fra den tyske familie Battenberg, der for ikke så længe siden skiftede navn til Mountbatten – dét kunne folkene bag »’Allo ’Allo« ikke have udtænkt bedre ... Uanset det var det spændende at entrere sådan et hus og se på jetsettets private gemakker.

OG NU SKAL JEG jo ikke nævne navne på diverse statsmænd. Men jeg nåede da et par sjusser med en vis franskmand ved min side, kæmpede med en vis tysker om en ordentlig plads ved ta’ selv-bordet, belærte diverse statsledere om Vivaldis vanskeligheder – og så og så videre. Eller som vi siger på min hjemegn: Det blev helt træls i længden.

Så toppen blev mit møde med Yehudi Menuhin. En af det 20. århundredes største violinvirtuoser og musikere i det hele taget. Denne levende legende lignede Laurence Olivier til forveksling, var lige fyldt 80 og havde lagt hele den musikalske verden for sine fødder lige siden de brølende 1920ere. Utroligt nok!

Vi stillede pænt op i rundkreds og ventede på den lillebitte virtuos. Øjeblikke efter kunne man se selveste Yehudi Menuhin titte frem – og skride direkte hen til undertegnede. Han ville rigtignok ikke rose mit spil, bare kigge på mit smukke instrument.

Men stolt var jeg ...