I Nordhavn, som vokser stabilt og ubønhørligt, uden at man egentlig får øje på det i det daglige, har man en klar strategi om, at bydelen skal være stort set bilfri, men samtidig have plads til alle de biler, folk nu altså render rundt og har brug for.
By & Havn sørger derfor for at bygge rigeligt med næsten usynlige p-pladser. Der er den røde bygning, som mest er kendt for sit »konditag«, der er den kommende p-kælder under Kronløbsøen, og der er så også det nye p-hus på Orient Plads. Et hus, der ikke kan så meget andet end at være ly og læ for nogle biler, men som på trods af det har gjort sig umage med en sjov facade.
Læs et uddrag af anmeldelsen her.
»Vilhelm Lauritzen Arkitekter tegnede projektet, så det kunne udbydes til opførelse, men har ikke haft tilsyn med projektet under opførelsen. Det er der kommet nogle lidt tvivlsomme løsninger ud af, med nogle meget uelegante stålsøjler der holder den helt tynde facadeskal, som træder ud fra selve bygningen, så den visuelt følger gadens krumning.
Facaden henter sit koncept fra et mentalt billede af en stabel udskårne tømmerbjælker: Den kvadratiske snitflade har givet pixelformen og den lille forskydning i sådan en stabel, hvor de enkelte bjælker aldrig ligger helt præcist oven på hinanden, hvilket har givet arkitekterne den idé at forskubbe de mange pixels i dybden. De ligger enten helt fremme i facaden eller 30 centimeter længere tilbage. Resultatet er et effektivt tredimensionelt relief, der fanger lyset smukt, og som selv på en gråvejrsdag i december får facaden til at se levende ud. Det er i anførselstegn »kun« en facade til et p-hus, og den er pænere end så meget andet hejs, der bliver bygget rundt omkring, men det til trods ærgrer det en smule, at der ikke har været bare en lille pose penge til at præcisere nogle af detaljerne. Den lille elegante detalje savner man, og der er noget med den måde, huset kommer ned på jorden på, som ikke er helt afklaret. Der kunne et par dage mere ved tegnebordene måske have fundet en løsning, som kunne gøre huset til en større oplevelse.«