OVERBLIK: Tidslinje over politiindsatsen i terrordøgn

Her er et overblik over politiets arbejde i forbindelse med terrorangrebet i København 14.-15. februar.

Læs mere
Fold sammen

København: Statsadvokaten i København har onsdag slået fast, at det var nødvendigt og forsvarligt, at Politiets Aktionsstyrke skød og dræbte Omar el-Hussein efter hans angreb ved Krudttønden og synagogen i København i februar sidste år.

Læs her om politiets indsats fra timerne umiddelbart efter angrebet ved Krudttønden 14. februar og frem til drabet på den 22-årige el-Hussein tidligt om morgenen 15. februar sidste år:

 

* Cirka 15.30: Omar el-Hussein affyrer skud mod et debatmøde i caféen Krudttønden på Østerbro. To betjente og den civile person Finn Nørgaard rammes af skud. Han dør senere.

* 17.24: En af PET's kontaktpersoner informeres om et konfirmationsarrangement klokken 19 i synagogen på Krystalgade. PET har kendt til arrangementet siden 21. januar 2015.

* 17.50: PET orienterer Københavns Politi om arrangementet.

* 18.42: Telefonisk anbefaler PET bevogtning ved synagogen i Krystalgade.

* 19.22: En patruljevogn er fremme ved synagogen og iværksætter fast bevogtning.

* 00.40: Gerningsmanden kommer til syne på Krystalgade.

* 00.41: En patrulje ser ham og vurderer, at han er beruset. Gerningsmanden lader som om, at han kaster op.

* 00.41: Gerningsmanden står en meter fra den civile vagt Dan Uzan ved synagogen og skyder ham i ansigtet.

* 00.41: Også de to betjente, der er udstationeret ved synagogen, rammes, før gerningsmanden flygter.

* Cirka 04.50: PET?s Observationsstyrke hører skudveksling på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter. Umiddelbart efter ses gerningsmanden liggende foran en opgang, dræbt af skud affyret af to politifolk fra Politiets Aktionsstyrke.

Kilder: Rigspolitiet.

/ritzau/