OVERBLIK: Sådan beskytter du dig mod spøgelsesbilister

Man skal hurtigst muligt ringe til politiet, hvis man opdager en bil køre i forkerte retning på motorvejen.

København: Lørdag aften mistede først en spøgelsesbilist livet i en ulykke på Holbækmotorvejen, og senere blev tre mennesker dræbt i en lignende ulykke på Hillerødmotorvejen.

Ifølge Vejdirektoratet kommer gennemsnitligt kun en til to personer årligt til skade på grund af bilister, der kører i den forkerte retning.

Her følger direktoratets anbefalinger til, hvad man skal gøre, hvis man ser eller hører om en spøgelsesbilist:

* Hold til højre. Spøgelsesbilisten tror typisk, at vedkommende befinder sig på en tosporet landevej og vil i de fleste tilfælde holde til højre i hans retning - altså køre i overhalingsbanen

* Undgå at overhale og sæt farten ned - men tilpas hastigheden, så andre bilister ikke begynder at overhale dig

* Forsøg aldrig at stille dit køretøj i overhalingsbanen for at stoppe en spøgelsesbilist

* Hvis det er muligt, så kør fra på et sideanlæg eller en frakørsel og afvent melding i radioen

* Hvis du møder en spøgelsesbilist, skal du straks melde det til politiet på 112

Hvis man selv ender i det forkerte spor, skal man gøre følgende:

* Stands hurtigst muligt bilen

* Tænd havariblinket

* Prøv at få køretøjet så langt op mod autoværnet som muligt

* Ring 112

/ritzau/